Nicole Broch Estrup har måske kurs mod sin anden sejr på Ladies European Tour, men det kræver stadig endnu en rigtig god runde golf søndag.
Der er stadig mange spillere ude på banen, for de sidst startende gik først ud lidt i kl. 17 på Royal Beroun Golf Club udenfor Prag i Tjekkiet, der er vært for Tipsport Czech Ladies Open i denne uge. Forsinkelsen skyldes et massivt regnvejr, der udsatte hele dagens spil. Linette Holmslykke er blandt spillerne på banen nu og skal hente nogle slag for at klare cuttet.
Hente Nicole og den østrigske amatør Emma Spitz, der begge er i -12, er der dog næppe nogle af spillerne på banen, der kan. Tredjepladsen deles af de to tjekker, amatøren Jana Melichova og Klara Spilkova i -11.
Nicoles anden runde var helt fejlfri. 13 pars og fem birdies.
Rollerne udspillet
Både på DP World Tour og Challenge Tour har danskerne udspillet deres roller inden søndagen. I BMW International Open i München er Niklas Nørgaard Møller bedste dansker som nummer 29 i -9, han gik en fin 68’er i dag. Rasmus Højgaard er et slag dårligere, efter en 73’er i dag og ligger nummer 38.
I toppen ser Haotong Li ud til at kunne køre sejren hjem fra spids. For tredje runde i træk fører han turneringen og har nu med 20 under par opbygget et forspring på 3 slag til Thomas Pieters med Jordan Smith på tredjepladsen i -16.
I Open de Bretagne på Challenge Tour gik Peter Launer Bæk 6 over par i dag og ligger nummer 60 i +7. Turneringen føres af Alfie Plant og Ruaidhri McGee i -9.
Foto: Tristan Jones/LET