Der var en gang, hvor der blevet rynket lidt på næsen over golfbanen Lauro Golf i bjergene over Málaga. I dag er banen er lille perle og manges favorit.

Har man først én gang besøgt Lauro Golf en lille halv times kørsel oppe i bjergene nordvest for Málaga på Costa del Sol, så husker man for altid stedets charmerende patio. Den gamle cortijo vækker minder om filmscener fra Zorro-film eller westerns, der udspiller sig i New Mexico. Patioen med sine buegange, blomstrende bougainvilleaer og et kæmpestort, kroget træ i midten, er et af de hyggeligste klubområder man overhovedet kan forestille sig. Og selvom det er 20 år siden jeg første gang besøgte Lauro, så stod stedets patio i knivskarp erindring da jeg denne forsommer vendte tilbage for at spille banen. Den hyggelige patio er det man bedst husker Lauro Golf Resort for, men banen er bestemt også værd at besøge

Golfbanen, som tilbage i begyndelsen af 00’erne blot havde 18 huller, huskede jeg intet af. Udover at jeg mindes at jeg spillede den alene af to enkle årsager; den lå ret tæt på Málagas lufthavn hvorfra jeg senere på dagen skulle flyve hjem, og at den var billig. Siden er der sket rigtigt meget med den familieejede bane, som dels er blevet udvidet til et 27 hullers anlæg, og dels har udviklet sig til at være et fint lille resort med ferielejligheder, huse, der både er i privateje og kan lejes, padelanlæg og en bowls lawn, en særlig green som briterne ynder at spille et særligt keglespil på.

Briter er der traditionelt en del af på solkysten – både fastboende og turister – men Lauro Golf har et særligt dansk islæt idet klubbens præsident er danske Tove Pedersen (læs interviewet med hende i GOLFBLADET 6/22). Det betyder at rigtigt mange danskere gennem årene har fået øjnene op for Lauro Golfs mange kvaliteter og i takt med at kvaliteten på banen er blevet væsentligt forbedret er Lauro Golf gået fra at være et anlæg som mange gik og rynkede lidt på næsen af til at være en decideret favoritbane for mange skandinaviske og ikke mindst danske golfspillere.

Perfekt til longstay
De nu tre sløjfer indgår i tre forskellige banesammensætninger, så man kan spille A (1-18), B (10-27) eller C (19-9), og selvom mange fortsat kalder de oprindelige huller 1-18 for ’mesterskabsbanen’, så har hullerne 19-27 bestemt også mange kvaliteter. Her findes både et par udfordrende lange par5-huller, nogle smalle og ganske tricky par4-huller og endelig to meget smukke og bestemt ikke lette par3-huller med meget smuk udsigt over Málagabugten i det fjerne.

De oprindelige huller er trods banens beliggenhed i bjergene mellem byerne Alhaurín El Grande og Alhaurín de la Torre, ikke overdrevent kuperede og man behøver på ingen måde at køre i buggy for at komme rundt på banen – det er trods alt nok en fordel på hullerne 19-27. Kun to huller, 3. og 4. hul, har noget af det cirkuspræg, som en del af solkystens baner i bjergene lider under, resten er lige til at gå til. Og det er på en måde både en fordel og lidt en ulempe, at banen ikke har et egentligt signaturhul, og det er måske én af årsagerne til at jeg intet kunne erindre om selve banen fra mit første besøg. Det er hele vejen rundt en fordel at kunne slå nogenlunde lige, og der er par rigtigt lange huller, der indbyder til at slå så langt som muligt. Det er der også plads til. Hvis man synes at længden bliver lidt for udfordrende, så er der fem forskellige sæt teesteder at vælge imellem og det gør det ekstra overkommeligt.

Lauro Golf Resort tilbyder forskellige overnatningsmuligheder og her er man i hvert fald i fred og ro, langt fra den nogle gange lidt for opløftede stemning i turistområderne langs kysten. Der ligger en del andre baner i umiddelbar nærhed, blandt andre Mijas-banerne, den meget kuperede Alhaurín og Torrequebrada.

Man spiser fantastisk godt i golfklubbens restaurant, der selvfølgelig har servering i den charmerende patio.
Lauro Golf tilbyder alt fra korte ophold på et par dage til long stay op til 28 dage. Priserne varierer i forhold til opholdets længde og sæson, men for to personer i et af resortets huse på banen i 28 dage i højsæsonen (den danske vinter) koster under 27.000 kr. og inkluderer fri golf på de 27 huller. Altså under 1.000 kr. pr. døgn for ophold og golf for to personer. Det er bestemt ikke noget dårligt tilbud.

Forrige artikelSimgolf fik dusinet fuldt
Næste artikelBarry Lane blev blot 62
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.