Sofie Kibsgaard Nielsen fik en fornem første start som fuldgyldigt medlem af Ladies European Tour. Sidste års vinder af LETs Access series indledte Magical Kenya Open med en runde i 3 under par 70, og ligger på en delt fjerdeplads i turneringen, bare 1 slag fra førstepladsen.

Knapt så god en start fik den anden nye dansker på LET, Cecilie Finne-Ipsen, der gik 7 over par og ligger nede blandt de sidste i feltet. Sidst er i øvrigt Sofie Kibsgaard Nielsens ene spillemakker, en lokal amatør, som var 20 over par! Det er ganske godt af Sofie at holde fokus på eget spil og egen gode score med en spillemakker, der er 23 slag dårligere på 18 huller.

Turneringen føres af Eleanor Givens, Cara Gorlei og Lauren Walsh i -4.

Træt Højgaard

Rasmus Højgaard var i en af dagens tv-bolde i Qatar Masters, men han var ikke på toppen, formentlig træt og slidt i sin femte start i træk i Mellemøsten. Runden blev en acceptabel 73’er (+1), hvilket placerer ham lige udenfor cuttet som nummer 68.

Niklas Nørgaard var rundt i al ubemærkethed i en af de tidlige formiddagsbolde i 68 (-4) og da forholdene blev sværere som dagen skred frem er det nok til en delt tredjeplads. I dagens bare anden bold på banen – han stod op kl. 4 for at være klar til en teetime lidt over 6, gik kinesiske Ashan Wu en fejlfri 67’er, og fører sammen med eftermiddagens i særklasse bedste spiller, formstærke Zander Lombard.

Søren Kjeldsen er nummer 30 i -1, og så leverede Søren Broholt Lind, der var kommet ind på yderste mandat, dagens comeback. Efter 13 huller var Odder-proen 5 over par, men med tre birdies og en eagle på de sidste fem huller vendte han det til en par, 72’er, og en 47. plads. Marcus Helligkilde er +2, Jeff Winther og Sebastian Friedrichsen +3 og skal finde gode runder frem fredag for at klare cuttet. Kun Friedrichsen af de tre er begunstiget af en tidlig starttid, hvor forholdene formentlig som i dag er væsentligt lettere end om eftermiddagen, hvor det blæser op i ørkenen.

På Challenge Tour, der spiller i Sydafrika i Bain’s Whisky Cape Town Open, ligger Hamish Brown bedst i -3 på 24. plads. Han er 1 slag bedre end Jonathan Gøth-Rasmussen, som altså valgte Challenge Tour fremfor at tage chancen for et sent afbud i Qatar, og Rasmus Neergaard-Petersen. Sidstnævnte var 5 under efter en flot for9, men løb så ind i en bogey-dobbeltbogey på sine sidste ni huller, der satte en bremseklods i for runden. John Axelsen og Nicolai Kristensen, -1, Martin Simonsen og Oliver Hundebøll, par, Jeppe Kristian Andersen, +3, og Joachim B. Hansen, +4, er feltets øvrige danskere. Bradley Bawden og Tapio Pulkkanen fører i -6.

 

Forrige artikelUgens tv-golf: LET starter sæsonen i Kenya
Næste artikelDanskere var dagens bedste i Qatar og Cape Town
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.