Der er skrevet hundredevis af historier om golfsporten og golfspillet i løbet af det år, der nu lakker mod enden. Vi har forsøgt at samle de 10 bedste set med en blanding af danske og internationale briller – på godt og ondt. For en ’god historie’ er jo ikke altid en positiv historie.

4: Rasmus Højgaards vilde sejr

Indtil en god uge inde i december havde det danske golfår været et år med lige-ved-og-næsten resultater. Ganske vist var der pigelandsholdets EM-triumf, Sebastian Cappelens sejr på Korn Ferry Tour, den næstbedste tour i USA, og Benjamin Pokes imponerende sejr på European Tours Q-School, men ellers var det et utal af andenpladser, der prægede sæsonen. Superflotte resultater, der bare lige manglede prikken over i’et. Niklas Nørgaard Møller havde så mange af dem på Nordic League, at vi næsten glemte at han vandt en enkelt – og ranglisten. Nicole Broch Larsen og Nanna Koerstz Madsen blev begge nummer to på LPGA Tour, og Nanna blev det også på Ladies European Tour – på den hårde måde, mens Joachim B. Hansen kronede en flot sæson på European Tour med en andenplads i Frankrig og Nicolai Højgaard var lige ved at skabe en verdenssensation i Holland.

I stedet blev det hans tvillingebror, Rasmus, der stjal overskrifterne, da han vandt Mauritius Open 8. december. Ikke alene vandt han, men måden han i omspillet satte modstanderne skakmat på, var fænomenal. Han birdiede 18. hul i sidste runde for at komme med i omspillet, og derefter to gange i omspillet, inden han indså, at der skulle lidt mere til og lavede eagle på hullet fjerde gang han spillede det inden for en time den søndag eftermiddag. Det er det stof, mestre er skabt af.

Foto: Getty Images

Forrige artikelNaturperle ved Juelsmindebugten
Næste artikelDe 10 bedste golfhistorier i 2019 #3
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.