Viktor Hovland har fået en hovedrolle hos journalisterne før Ryder Cup, der starter på fredag. Det blev intensiveret, da holdkaptajn Padraig Harrington meddelte, at han på holdet havde 11, der gerne ville spille sammen med Hovland.
En noget usædvanlig udmelding fra en kaptajn, men samtidig kunne man se nordmanden spille prøverunde sammen med Sergio Garcia, Lee Westwood og Rory McIlroy (Billedet/Getty). Da Garcia – Westwood tidligere har visr sig at være en stærk konstellation, følger det, at Hovland formentlig bliver sat sammen med McIlroy. De to synes at være meget på bølgelængde, så det kan være en god ide.
Harrington prøver så godt som muligt på at gøre Europa til underhunde. I løbet af det sidste år er forskellen på det europæiske og det amerikanske hold vokset drastisk på Verdensrnglisten; USA er på hjemmebane og spiller foran et entusiastisk hjemmepublikum, og desuden har Steve Stricker haft sit hold tidligere på Whistling Straits og har været med til at sætte banen op, så det passer bedst til amerikanerne – tror han!
Tiger Woods kommer ikke til Whistling Straits, men er alligevel vicekaptajn, der rådgiver hjemmefra. Om det er en fordel, er måske tvivlsomt, men sådan er det i hvert fald.
Phil Mickelson er ikke på det amerikanske hold for første gang siden 1993, men han er også vicekaptajn, og med de stærke og ofte kontroversielle synspunkter, han ofte har, er det heller ikke sikkert at det er en fordel. Vi får se!