Ja, som overskriften indikerer, befinder vi os på Oluf Sands hjemstavn i det vestjyske. Nærmere bestemt i Dejbjerg Golfklub, der er placeret i midt i trekantområdet mellem Ringkøbing-Skjern kommunes tre største byer, Ringkøbing, Skjern og Videbæk.
Her fik en lokal virksomhedsejer ved navn Poul Grene i 1963, efter en rejse til England, en fremsynet ide om at anlægge en golfbane. På det tidspunkt et særdeles innovativt forslag i dette område, hvor langt størstedelen af de idrætsaktive dyrkede legemsøvelser (gymnastik) og de lidt mere moderne håndbold eller fodbold. Som klubbens baneudvalgsformand, Peder Bro Iversen, på interessant vis kommer ind på, under vores snak efter runden, så blev golf på disse kanter dengang anset som en sport for de fine. At man med noget dyrt udstyr skulle slå en lille hvid kugle ud på en græsmark, finde den, for nok engang at slå den endnu længere ud på græsmarken virkede ikke mange Ikke synderligt intelligent, hvis man spurgte områdets beboere, som mestendels erhvervede sig ved landbrug på dette tidspunkt i starten af 1960´erne. Som bekendt er der de seneste godt 50 år sket ikke mindre end en revolution inden for vores sport og ikke mindst synet herpå, så golf i dag vel sagtens kan betegnes som en allemandssport. De fleste kan heldigvis godt se, at den foromtalte beskrivelse ikke holder helt stik.
Det var li´ godt grow
Ja, for at blive i ”Oluf Sand-terminologien” er det imponerende, hvad ildsjælene har drevet det til i et ellers tyndtbefolket område som det vestjyske her. Til trods for forslagets i sin tid nytænkende karakter fik det opbakning fra en lokal gruppe mennesker, som ønskede sig en golfbane og i 1966 købte de gården ”Lillebæk” for den nette sum af 100.000 kr. Det oprindelige stuehus på gården er den i dag klubhus. Året efter kunne Poul Grene sætte sig i formandsstolen, efter man havde afholdt stiftende generalforsamling, som den blot 19. klub i Danmark. Siden da er der naturligvis ”løbet meget vand i åen”. Man startede med 7 huller. I 1969 kom yderligere to huller til, så man kunne spille en rigtig 9-hullers sløjfe. Klubbens 25-års jubilæum i 1992 blev fejret med indvielse af yderligere 9 huller, og man kunne således prøve kræfter med 18 forskellige huller i Dejbjerg. Siden 2005 har klubben desuden også rådet over en 6 hullers pay and play bane. Man har været oppe at runde 1000 medlemmer, men i dag er dette tal dog noget lavere. Ifølge Peder Bro, tæller klubben i dag ca. 900 medlemmer, hvis alle tælles med, heraf er de 615 fuldtids seniormedlemmer. Medlemsfaldet har betydet, at klubben i 2016-17 var igennem en økonomisk turnaround, hvor det på et bestyrelsesmøde, blev besluttet, at man skulle skære ind til benet. Således har klubben i dag kun 3 fuldtidsansatte greenkeepere og en ansat i cafeen. Baneudvalgsformanden fortæller desuden: ”Vi har en fantastisk opbakning fra klubbens medlemmer. 241 ud af de 615 fuldtidsmedlemmer, er på den ene eller den anden måde frivilligt engagerede. Måske den højeste andel af frivillige i nogen sportsklub i Danmark overhovedet. Fx har vi et hold bestående af 20 personer, som på skift hjælper til i cafeen, ligesom alt vores sekretariatsarbejde i dag er frivilligt”.
En afvekslende oplevelse
At de har noget at værne om, er man ikke i tvivl om, når man besøger golfklubben i Dejbjerg. Mellem marker, lyngarealer, skovområder, småsøer og vandløb, finder man de 18 velplejede huller, som giver golfmæssige udfordringer i alle tænkelige afskygninger. Et eksempel herpå er par 3-hullerne 3. og 4. Hul 3, som med sine 139 meter ned af bakke til en lille green, kræver præcision med et af de kortere jern til de 198 meter på hul 4, som for de fleste spillere vil kræve en fairwaywood eller måske endda ligefrem driveren i førsteslaget. De små greens er generelt et kendetegn for banen. Noget som gang på gang skaber udfordringer og stiller krav til ens touch i de små chips omkring greens. Dem kommer der med sikkerhed mange af, når man spiller banen i Dejbjerg.
Mange kvaliteter testes
Touch og præcision er dog ikke nok på denne bane. Teknisk snilde er også en relevant kvalitet at være i besiddelse af her i Dejbjerg. De fleste golfspillere kan skrue bolden til enten en draw eller fade. Desværre er det for flertallets vedkommende ikke en selv, der bestemmer hvornår og hvor meget. Hvis man imidlertid hører til det mindretal, som rent faktisk kan arbejde kontrolleret med bolden i luften, er det bestemt en fordel af de store her på banen. Man udfordres ofte af både dogleg højre og venstre huller. Par 4 hullet 6. er et eksempel herpå. Fra teestedet er hullet næsten blindt, så man gør klogt i at gøre brug af det ca. 5 meter høje udkigstårn, der giver en et godt overblik over hullet. Herfra kan man besigtige, at man gør klogt i at holde bolden i venstre side af fairway, da den ca. 100 meter før green slår et gevaldigt knæk mod højre, som kunne gøres mindre udfordrende, hvis man kan skrue bolden lidt mod højre. På 10. er det til gengæld en fordel at kunne slå en draw mod venstre. De 322 meter, som er berammet til 4 slag, kurver til venstre hele vejen fra teestedet frem mod green. Fire mindre træer i fairway får denne til at fremstå endnu smallere, ligesom vandløbet og den lille kløft foran green betyder, at bolden skal flyves hele vejen op på det kortklippede areal. Sidst men ikke mindst er det også en fordel, hvis man er i besiddelse af en vis form for fysisk kvalitet. Eksempelvis skal den lille hvide på hul 13-15, der er to par 5 huller og et par 4 hul, som i øvrigt er banens sværeste hul, tilbagelægge hele 1350 meter. Vel at mærke fra 5800-meter stedet, som i scorekortet også figurer som det normale gule herreteested. Det kræver, at man kan give bolden en over nakken, hvis man skal komme fra de 3 huller med 6 point på kontoen.
En smuk afslutning
Afslutningshullerne 17. og 18. er måske ikke noget at skrive hjem om, hvis vi udelukkende kigger på de golfmæssige kvaliteter. Men som bekendt skal man huske at tage det hele med, og hvis man gør det her, bliver man bestemt ikke snydt. 17. er et kort par 4 hul på 305 meter med et teested placeret i læ mellem træerne. Når man efter små hundrede meter kommer rundt om det svage dogleg mod højre, åbner der sig en malerisk smuk udsigt over en let stigende skrænt med et lynghav, der står i fuldt flor her i det tidlige efterår, hvor banebesøget fandt sted. Ligeledes er afslutningshullet 18. ren balsam for sjælen at beskue, når man står på teestedet, og hvis et golfhul da overhovedet kan være hygge og idyl, må dette være indbegrebet af et sådant. Et 111 meter lang par 3 hul med det stråtækte klubhus, dennes store terrasse og en lang række af blomstrende hortensiaer er baggrundskulisse. Inden man når frem til terrassen og i ro og mag kan iagttage hullet og dens udfordrere modsat fra, skal man dog lige passere et strafområde – en vandhazard, der løber de første 30-40 meter fra teestedet, og navigere uden om de tre bunkers, som pakker greenen godt ind. Noget som vil volde de færreste problemer fra godt 100 meter, men på en lun sommerdag, hvor terrassen sagtens kan være fyldt godt op, kan det måske alligevel give lidt svedige håndflader at komme helt i mål her på en denne dejlige bane i Dejbjerg.
