Chileneren Mito Pereira (billedet/Getty), der sidste år avancerede til PGA med tre sejre på Kornferry Tour, har lagt yderligere alen til sin kunnen i US PGA Championship, som han før sidste runde fører i -9, tre slag foran Matz Fitzpatrick, England og Will Zalatoris, USA.
Moving day var kølig og blæsende, og derfor er der kun 16 spillere under par. McIlroy, som efter første runde førte i -5, ligger nu som 17 i par, men andre favoritter ligger længere tilbage, fx Viktor Hovland nr. 45 i +5, Hideki Matsuyama nr. 55 i +6, Jon Rahm og Collin Morikawa i +8.
Tiger Woods gennemførte runden i +7, men havde fortsat problemer med sit bentøj og trak sig bagefter, hvilket virkede logisk.
Den store bredde i den internationale top fremgår bl.a. af, at top-6 består af spillere fra fem forskellige nationer. Efter top-3 følger Cameron Young, USA -5, Abraham Ancer, Mexico -4 og Seamus Power, Irland -3.
Den chilener, man troede skulle kæmpe med om sejren, Joaquin Niemann, ligger som 23 i +1.
Der er lagt op til en spændende finale, hvor vi skal se, om Pereiras nerver holder. Da han fik fire bogeys på fem huller, 9-12, lørdag, kom han tilbage med tre birdies på resten af hullerne, og det viste stærk moral. I modsætning til Will Zalatoris, der var en skygge af sit bedste jeg, vendte i +4 og kun trak et enkelt slag tilbage på bag-9 – men han kan vel komme igen med en af sine utrolige serier af birdies.