Den gode golfrejse begynder med kærlighed til spillet ’Mulligan Golf er grundlagt på kærlighed til golf’, fortæller Valdemar Bandolowski: ’At vågne op om morgenen i et fremmed land for at spille en ny bane, man ikke har prøvet før, er altid en spændende udfordring’.

Valdemar Bandolowski blev fuldstændig opslugt af golf i 1990’erne. Medens han var aktiv sejlsportsmand, havde flere prøvet at få ham med på golfbanen, men han faldt ikke rigtigt for spillet, før han kom til Guadeloupe i Fransk Vestindien. I de tre år, han boede på øen, spillede han en runde golf og slog mindst 200 bolde hver dag. Det resulterede i et handicap på 2,3, og han valgte endegyldigt at forlade sit bestyrelsesarbejde og sit virke som advokat for at kaste sin energi 100 procent ind i golf og golfrejser. Selv om handicappet er blevet dårligere i takt med, at alderen trykker, for tiden er det 8,7, er kærligheden til golf intakt – og interessen for at arrangere golfrejser, der parrer golfen med store rejseoplevelser uden for banerne: ’Mit 30-årige medlemskab af Eventyrernes Klub fornægter sig ikke helt, når vi vælger nye rejsemål. Vi har arrangeret golfrejser til lande, man ikke normalt forbinder med sporten: For eksempel Argentina, Brasilien, Indien, Kina, Myanmar, Hawaii og Fransk Polynesien’, fortæller han. ’Vi lægger vægt på, at gæsterne får en fremragende golfoplevelse, men det må meget gerne være kombineret med store kultur- eller naturoplevelser. Det kan være Taj Mahal i Indien, Angkor Watt i Cambodia og pyramiderne i Egypten eller Iguazu-vandfaldene på grænsen mellem Argentina og Brasilien’.

Golf og opera i Verona

Det er dog ikke kun Fjernøsten og oversøiske rejsemål, der interesserer Valdemar Bandolowski og hans gæster: ’På rejsemål tættere på Danmark har vi i samme ånd etableret golf og opera-rejser til Italien med stor succes nu gennem seks år. Her kombinerer vi fremragende golf ved Gardasøen med store operaoplevelser i den 2.000 år gamle Verona Arena, og golfrejser til Toscana anbefaler vi altid at kombinere med udflugter til Firenze, Siena og Lucca’.

Mulligan Golf har naturligvis et standard golfprogram, men hvis man ønsker en anden og særlig oplevelse, bliver det anset for en spændende udfordring. Valdemar Bandolowski har spillet golf i 74 lande, så han er ganske ofte på hjemmebane, hvis man har særlige ønsker. Næste generation er på vej. Peter, Valdemars ældste søn, har arbejdet med golfrejser i mere end 20 år og er klar til at overtage virksomheden, når Valdemar omsider om nogle år takker af

Forrige artikelFornem start af Nanna Koerstz Madsen
Næste artikelMange fine danske præstationer fredag
Golfbladet.com
Golfbladet er Danmarks største golfavis, som nu også tilbyder et digitalt univers. Vi bringer nyheder, billeder, analyser samt anmeldelser af udstyr, baner og rejser.