Da Holsted som en af de sidste klubber indførte tidsbestilling, havde klubben ikke drømt om, at det ville sætte ekstra gang i antallet af greenfeegæster.
Garantien for, at der er plads, når man kommer, gør, at flere og flere på vej på motorvejen lige tager en afstikker til den smukke og velholdte bane. Især i uge 31, hvor Holsted tilbyder greenfee med en gang frikadeller/frankfurtere med kartoffelsalat efter runden. Uanset, om de har tid til 9 eller 18 huller, og det har betyder, at der i år næsten har været samme antal greenfeegæster på de to baner.

Det har igen betydet, at klubben er i gang med at kæle for 9-huls par-3-banen, hvor man har fældet en række træer, der var syge efter billeangreb. Fairways er blevet bredere, og man kan glæde sig, til der bliver nyplantet omkring hullerne til efteråret.
Allerede nu kan man fryde sig over, at et tilskud fra Vejen Kommune har givet kræfter til at indkøbe flere sæt borde og stole samt parasoller til terrassen uden for klubhuset. Her kan man trække drikkevarer i en automat, men der er ikke servering, medmindre den er forudbestilt – eller det er i uge 31.

Banens første ni huller ligger i en nåletræsduftende plantage med et rigt dyre- og fugleliv, og den har adskillige risk/reward-udfordringer. Fx på hul 2, hvor man fra gul kan vælge enten at slå højre om en trærække forbi rød tee eller at slå ca. 180 meter over rough og en sø. Du skal være god for at vove det, men den anden vej skal man forhandle med såvel træer som en bæk.
Bag-9 ligger mere åbent og er dermed mere følsom for vestenvinden, som på mange dage kan spille en væsentlig rolle.
Banen er let at gå, men har man brug for buggy, kan man godt få det. Det er dog klogt at sikre sig på forhånd, at der er en ledig.

Har du spillet Holsted tidligere, vil du huske den for den Turnbineskulptur, der står der, hvor man går ud og siden kommer ind, og som det næsten er obligatorisk at blive fotograferet med; eller måske for udslaget på hul 10, der sker fra en bro i en sø.

Forrige artikelTegneren og efterlønneren blev golfspiller
Næste artikelEt langt liv med golf
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.