Den Dominikanske Republik er for mange selve indbegrebet af det perfekte ferieland. Intet sted får man all inclusive med luksuslejligheder, masser af aktiviteter og ideelle sandstrande, hvor man ligger og dovner under palmerne med en cocktail mellem vandturene.

Man bor på resorts, der er så godt beskyttet, at når et rejseselskab skifter personale, kan en nyansat ikke bare komme ind og assistere sine gæster – han skal igennem en større sikkerhedsprocedure. Det sammen gælder for personer fra et resort, der vil besøge bekendte på et andet resort.

Er man ikke for rastløs, får man det aldrig bedre. En kilometer fra kysten ligger et stort rev, der gør store bølger mindre og sørger for, at der ikke kommer hajer ind til den paradisiske strand med det fineste hvide sand og adgang til restauranter, cafeer og barer, hvor man hele tiden kan forsyne sig, fordi man har all inclusive.
Ikke mindst med tropiske cocktails, af hvilke mange har rom som vigtig ingrediens. Det er trods alt specialiteten i Caribien.
Man kan få danseundervisning, spille strandvolleyball, sætte drager op eller dyrke en hvilken som helst form for vandsport: Sejle, surfe, dykke, svømme.

Golf
Flere resorts har egen golf, fx Barcelo Bavaro og Casa di Campo, som har to fantastiske Pete Dye-baner, Teeth of the dog på kysten og Dye Fore i højlandet med betagende udsigt over Chavonfloden.

Den Dominikanske Republik har et stort antal kvalitetsbaner, og flere tilbydes i golfpakker som fri golf. Man skal bare være opmærksom på, at der tit er obligatorisk buggy, der kan koste op til 45 $ pr. runde.
– Det er ikke så usædvanligt, som mange tror, og ikke udtryk for, at man vil udnytte turisterne, fortæller Anders Bøgebjerg, der med sit firma Group Palmera arrangerer (golf)ophold, udflugter m.m. og har stillet billede til rådighed for denne artikel.
– I mange golfklubber betaler man først kontingent og derefter greenfee pr. runde.

Så mange danskere vælger efterhånden Den Dominikanske Republik, at man altid kan få dansk selskab til en golf eller en udflugt med katamaran til Saona Island, en tur i drypstenshuler eller til hovedstaden Santo Domingo med mange spændende tilbud.

Man kan også overtale en guide til at arrangere en helt privat tur, hvor man besøger hans hjem, er på tur i bjergene eller får vist den fantastiske katedral i Higuey, og det er en helt speciel oplevelse.

Forrige artikelGolfbladet – September 2019
Næste artikelTirsdagsanekdoten: Har Haderslev GK Danmarks bedste burger?
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.