På området med de store forlystelsesparker ligger også en af Europas fineste golfbaner foruden overnatningssteder for hele familien
Vil du bo i nybygger-bjælkehytte på Davy Crocketts egen ranch? Vil du besøge begge de store forlystelsesparker i Disneyland ved Paris og alligevel spille en god gang golf, så kan du kombinere det hele hos Euro Disney nord for Paris, ganske tæt på Golf National, hvor Ryder Cup spilles – så en dag dér evt. kan tilføjes.
Det er ikke billigt at få på et Euro Disney-hotel, men det hjælper, hvis man køber en pakke med hotel og adgang til forlystelsesparkerne inkl. fri parkering (man skal selv køre fra bostedet til parken). Så kan man fx få tre overnatninger for knap 14.000 kr. ved at bruge de internettjenester, der giver rabat.
Prisen er eksklusive alle måltider, men man kan fx købe morgenmad til 10 € pro persona og hente den ved små hytter tæt på, hvor man overnatter – og der er rigeligt med mad og drikke.
Davy Crockett Ranch
… er naturligvis lavet, så man føler, at man er blandt nybyggere. Med bålsteder, legepladser, Polly’s Kitchen og Crockett’s Saloon, hvor man bl.a. kan spille snooker.
Når man bor her, har man gratis adgang til Villages Nature, en lille by med masser af boder og serveringssteder rundt om en sø. For børnene er den store attraktion et fantastisk badeland, hvor vandet benyttes til så mange forskellige fantasifulde aktiviteter, at det er svært at få dem til at forlade det.
Disney Parks
Der er to Disneyparker, Disneyland med alle de klassiske Disney-figurer, og Walt Disney Studios, der koncentrerer sig om Disneys film og tv-serier.
Disneyland byder umiddelbart på mest, fordi det er opdelt i de klassiske ’lande’: Frontierland, Adventureland, Fantasyland og Discoveryland.
De to drenge var ikke til at skyde igennem, da de havde været i rumskib med Darth Vader, der pludselig standsede afgangen, ’fordi vi har en fjendtlig agent om bord’, og det viste sig at være en af dem, der pludselig dukkede op på et skærmbillede!
Man kan tale og blive fotograferet med alle de forskellige tegneseriefigurer, og man kan komme i stribevis af attraktioner – fra voldsomme rutsjebaner til den farvestrålende ’It’s a small world’, hvis melodi hænger i ørerne på en i dagevis efter besøget.
Man kan tilkøbe ’fast track’, der ikke gør, at man kan få forbi køerne ved forlystelserne, men at man i stedet kan få en fast tid på, hvornår man kan komme i dem, ofte efter flere timers venten.
Mad og drikke kan man få mange steder, og priserne er ikke så voldsomme, som man kunne frygte, men man har også betalt godt for at komme ind.
Sidst på eftermiddagen kommer den kæmpestore og meget imponerende parade med masser af musik og den ene eventyrvogn efter den anden.
Besøget kan være dyrt, men børnene vil aldrig glemme det, så det er pengene værd.
Golf Disneyland
Disneyland har sin egen, glimrende golfbane, som vi vil komme tilbage til. Den har tre 9 huls-sløjfer er høj kvalitet og er en velholdt parkbane med meget vand i spil. Den bliver hjemsted for Ping Junior Ryder Cup.