Amerikanske colleges spiller en stor rolle, når man skal tippe, hvordan weekendens slutspil i Santanderdivisionerne vil falde ud. Et stort antal danske elitespillere er taget tilbage til USA, og desuden er enkelte involveret i ET og LPGA.

Endnu en ville have været det, hvis Linette Holmslykke havde klaret cuttet på LET i Schweiz. Nu må vi se, om hun når hjem til at spille for Vejle i Horsens, hvor modstanderen i semifinalen er det respektløse, unge hold fra Helsingør. Derimod er Josephine Bertelsen i USA, mens helsingoranerne stiller i stærkeste opstilling.

I den anden semifinale mangler Hillerød Nicole Broch Larsen i matchen mod Aalborg.

Hårdest ramt af alle slutspilsdeltagere er Aalborgs herrer. Martin Leth Simonsen spiller i Portugal, Hamish Brown er på herrernes EM-hold, Kasper Estrup er skadet, og Rasmus Hjelms kone har fødselstermin i denne weekend. Klubben har god bredde, men har også formået at få Jesper Thuen til at finde køllerne frem igen.

Hos modstanderne fra Søllerød mangler Kristoffer Max og Marcus Wochsner, der er i USA, mens Jamie Tofte Nielsens rejse til USA er skudt til efter jul pga. coronaen. Med Nicolai Tinning og Jonathan Gøth i spidsen mener holdleder Christian Post (billedet), at hans hold har chancer, også med den kun 15-årige Philip Voetman i topform.

Den sidste af lørdagens matcher står mellem Silkeborg/Ry og Smørum. Jyderne har fire spillere i USA, bl.a. Anders Ejlersen og Oskar Ambrosius, men Rasmus Rolighed mener, at bredden i klubben er så stor, at de alligevel har en stor chance, for ‘hullet er jo rundt!’

Han gør opmærksom på, at holdet hidtil har vundet samtlige kampe 10-8 og spiller efter devisen ‘først til 10’! Det vil det homogene hold fra Smørum forsøge at forpurre med Marcus Helligkilde, Victor Østerby og den nykårede danske mester Jens Kristian Thysted i spidsen.

Damerne starter kl. 7.30, mens herrerne tager fat på deres matcher kl. 7.50.

Forrige artikelLET: Tre eagles af Emily
Næste artikelYoga og tapas til prøvemedlemmer i Odsherred
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.