Frederik Dreier, der satser på at komme på European Tour i 2021, træner og planlægger sin karriere med stor modenhed og har mange fine resultater at holde sig til

– Jeg ønskede, at det aldrig sluttede, fortæller Frederik Dreier om sin deltagelse i Made in Denmark sidste år.
– Jeg var nervøs som aldrig før ved starten på 10. hul, og sådan skulle det være på Silkeborg, min yndlingsbane i Danmark, med titusindvis af begejstrede tilskuere.
Da hans anden runde indledtes med tre ’tilfældige’ bogeys på de fire første huller, måtte han lave en lynomstilling til aggressivt mode for at klare cuttet. Det klarede og gik fra +3 til -3 med en imponerende serie birdies tiljublet af en stor del af publikum, der fulgte ham.
Dreier bekræftede i turneringen det talent, der kort forinden på Langesø i Willis Towers på ECCO Tour havde indbragt ham den første sejr som professionel, og som siden gav ham sejren på stage 1 i Q-school og endte med at give ham en – ganske vist i første omgang beskeden – kategori på Challenge Tour.

Sydhavsøerne og Grønland
Dreier blev født i Nykøbing F., og da han var fire, flyttede familien til Grønland. Fire år senere gik det tilbage til Nakskov, hvor farmor og farfar i haven havde lavet nogle golfhuller, som Frederik spillede med en plastikkølle.
Det vakte hans interesse i en sådan grad, at bedsteforældrene tog ham med på Vestlollands GK, i dag Halsted Kloster GK, da han var ti. Siden begyndte såvel han som hans forældre i Maribo Sø, og det var så morsomt, at han hurtigt begyndte at træne seriøst.

Nordsjælland
Efter forældrenes skilsmisse fulgte han som 13-årig sin mor til Nordsjælland, hvor han blev medlem i Kokkedal GK og valgte golf for fodbold, som han også havde dyrket energisk.
Efter niende klasse tog han et år på Oure Efterskole, hvor han trænede mange timer hver dag og blev kåret som Årets Spiller. Mens han var her, vandt han for første gang på højt plan i en Faxe Kondi juniorelite-turnering.
Da han året efter fortsatte på Birkerød Gymnasium, var transporten frem og tilbage lettest til Furesø GK, som han derfor skiftede til. På sin klubrejse havde han nu haft Svend Tinning, Hans-Henrik Larsen, Nigel Willett og Russel Taylor som trænere. Et godt grundlag, og Taylor er stadig hans træner.

’Miner’ i El Paso
Efter studentereksamen fik han collegeplads i El Paso, hvor Martin Leth Simonsen allerede var, og hvor de to siden har lokket adskilligt flere danske golfspillere til og skabte et nyt lille Solvang.
Som ’miner’ i det tidligere guldgraverdistrikt udviklede Dreier sig hastigt.
– Når man er hjemmefra på egen hånd, modnes man. Man får nye værdinormer, der betyder nye prioriteringer. Man lærer selvdisciplin, når man skal give afkald på fornøjelser for at opnå de karakterer, der er en betingelse for at kunne fortsætte med golf.
Resultatet blev en bachelor i Sales & Marketing samt fire år, hvor Dreier på banen samlede på fornemme andenpladser og fik den ene smukke kåring efter den anden. Bl.a. var han to år i træk Player of the Year Conference USA – det har kun Graeme McDowell gjort efter.
De imponerende resultater skyldtes bl.a., at hans coach lærte ham, at det ikke gjaldt succes i de enkelte slag, men at få bolden i hul, og til det brug var det korte spil alfa og omega.
– Før en dansk turnering ser man næsten samtlige spillere på driving range. Før en amerikansk er det store flertal på putting green. Som det hedder sig: Driving is funny – putting is money!

Stort 2016

Modenheden slog også igennem i golfspillet med en klart forbedret course management og gav et flot 2016 med sejr i DM i hulspil. Han var også tæt på titlen i slagspil, hvor han førte før sidste runde ….
… men så gik Marcus Garfield en 62er, og den slags kan man ikke gardere sig imod.
Dreier blev nr. 3, og i DIAC i Silkeborg(!) besatte han andenpladsen.

Professionel

Grundlaget var i orden, da han turnede pro før 2018. Fine golfresultater. Kendskab til alle væsentlige græstyper på golfbaner på begge sider af Dammen. Menneskelig modenhed.
Efter et år med udmærkede resultater, der bl.a. gjorde ham til ECCO Rookie of the Year (som bl.a. Thorbjørn Olesen, bemærkede Flemming Astrup ved udnævnelsen), tror de fleste på, at et gennembrud på Challenge Tour kan komme i 2019. Det er i hvert fald, hvad Dreier satser på, hvis han kan få plads/ wild cards til tilstrækkelig mange turneringer – men ellers spiller han på Nordic League …
… og drømmer om igen at spille Made in Denmark.

Forrige artikelTirsdagsanekdoten
Næste artikelPalmer, lynhurtige greens og tematurneringer
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.