Sikke en lørdag på de amerikanske golftours! Jessica Korda leverede drømmegolf, thailandsk spiller sagde ja til kærestens frieri og hos mændene går tre spillere ind til finalerunden i delt føring.

Men først til drømmerunden. Som den blot femte spiller nogensinde på LPGA gik 27-årige Jessica Korda, den ældste af de to Korda-søstre, en runde i 60 slag. Det er 11 under par på Diamond Resorts Tranquilo-bane i Disney World i Florida, og den næstbedste nogensinde (Annika Sörenstam, der spiller med i celebrity-turneringen, er den eneste med en 59’er) på LPGA Tour. Korda kom godt fra land med to birdies, men så fulgte syv pars i træk, og det lignede bare en helt almindelig lørdag i en professionel golfspillers liv. På bag9 gik det så helt amok. Jessica Korda var ni under par, med syv birdies og en eagle, og den eneste par på bag9 kom paradoksalt nok på et par5-hul

Med drømmerunden kom Jessica til -19, men det er stadig to slag fra førstepladsen, da den førende spiller, Danielle Kang, meget imponerende formåede at holde fuldt fokus og selv kom rundt i 63 slag (-8) og holder førstepladsen i -21. Den tredje spiller i aftenens førerbold bliver Jessicas lillesøster, Nelly, der er alene på tredjepladsen i -15, men formentlig primært får en rolle som moralsk opbakning og støtte for sin storesøster.

Frieri på banen

For thailandske Jasmine Suwannapura blev dagen også noget helt specielt, da hendes kæreste gennem de seneste to år, Mike Thomas, mødte hende bag 18. green, gik på knæ og friede umiddelbart efter at hun kom ind med en runde i 69 slag. Hun sagde ja, og så blev dagen alligevel den bedste i hendes liv, sagde hun efterfølgende.

Tredelt føring

Hos mændene på PGA Tour er der lagt op til en rigtigt spændende finale i aften, da tre spillere deler førstepladsen i The American Express på PGA West i Californien i -15. Max Homa kom først ind med den score efter en runde i 65 slag (-7), der indeholdt ni birdies og en dobbeltbogey. Han fik følgeskab af en fremragende spillende Si Woo Kim, der gik en fejlfri 67’er til trods for at hans putter slet ikke ville makke ret, og af den lange og totalt afslappede Samoaner Tony Finau, der ikke lod sig gå på af en dobbeltbogey på 13. hul, men lavede tre birdies i træk på de følgende huller for en 67’er.

De tre skal ud i førerbolden, men kan sagtens se andre løbe med sejren. Richy Werenski er kun ét slag efter, Russell Knox (efter dagens bedste, 64), Brian Harman og Emiliano Grillo er i -13, og efter dem følger fem spillere i -12, blandt dem den tidligere The Open-vinder Francesco Molinari.

Danske Sebastian Cappelen havde en frygtelig dag, og faldt med en 78’er ned på en næstsidsteplads. Han skal ud i bold med bl.a. Maverick McNealy, som undervejs på runden måske kan få besked om at hans kæreste, Danielle Kang, har vundet kvindernes Tournament of Champions og dermed sikret parret en fornuftig ugeløn, selvom Maverick ikke har ramt niveauet i denne uge.

Foto: Getty Images

Forrige artikelHeld og dygtighed sender McIlroy til tops
Næste artikelHatton knuste al modstand – Højgaard bedste dansker
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.