Gennem Pro-Am-turneringen The Hurdle giver Kunde & Co 667.000 kr. til spillere, der er i en vanskelig fase af deres karriere, og det sker med fest, farver og et spændende punktum
Holdet fra Peak Performance stak hovederne sammen og dannede klynge, som var de et hold fra NFL eller måske Rip, Rap og Rup, og så fulgte kampråbet:
– En for alle og alle for Marcus!
Marcus var deres pro Marcus Helligkilde.
Coaching vigtigst
Når The Hurdle hvert år afvikles i Søllerød GK omkring 1. september, tilfalder den største præmie, 75.000 kr., dén professionelle, der har coachet sit hold til sejr i holdturneringen – ikke den, der har spillet bedst.
Det betyder, at der er et tættere bånd mellem de professionelle og amatørerne, end man normalt ser. Ikke bare er det ekstra meget i pro’ernes interesse at give amatørerne så gode tip som muligt og forstå at bringe det bedste op i dem, men amatørerne vil også nødigt være årsag til, at deres pro går hjem med færre penge, så de holder koncentrationen hele dagen i stedet for måske at miste lidt af interessen på en dårlig dag.
Det betyder også, at pro’erne ofte er ret udmattede, fordi de har skullet nå hjem fra den foregående weekends turneringer i det meste af Europa. Kortest i år deltagerne, der kom fra Made in Denmark, men andre kom fra Challenge Tour i Tjekkiet eller Nordic League i Finland – og de skulle alle meget tidligt op.
Jubilæer
Det var hektisk for Kunde & Co at nå frem til årets The Hurdle, der har navn efter firmaets hækkeløbsfilosofi, for det succesfulde reklamebureau fejrede sit 30 års jubilæum med brask og bram lige op til turneringen. Der var også et lille jubilæum for golfturneringen, som blev spillet første gang i 2003, men det første år uden det revolutionerende koncept, så egentlig er der først rigtigt 15 års jubilæum i 2019.
Fest på 12. hul
The Hurdle er en daglang fest. Samtlige 27 hold med deres pro’er mødes til morgenmad i klubhuset, før de begiver sig ud til gunstarten. Dagen igennem er der kørende forsyninger med mad og drikke, og på 12. hul holder Helle Kunde hof.
Efter nogle år besluttede hun, at hun også ville have indflydelse på pengeuddelingen, og så blev Dronningens Ærespræmie indstiftet. Alle, der får birdie eller bedre på par-4-hullet, hvor man kan drive greenen, får først en omgående belønning i form af et knus fra dronningen, og som afslutning på dagen deltager de i en shoot-out om 50.000 kr. Den foregår på par-3-banens hul 9, og i år havde 14 af 27 kvalificeret sig.
Vinder blev Benjamin Poke, der præsterede tre præcise birdieputts, og det tredje var han alene om.
God golf
Hvis det ikke skal blive en urimeligt lang dag, skal feltet have en vis kvalitet – og det har det. Spillernes handicap ligger mellem +1,9 for den tidligere professionelle Peter Ankersø, der også er med til at bestemme, hvilke pro’er der skal inviteres; til knap 30, og der bliver gået til stålet.
Humøret er højt, og det stiger et par grader, når der på 12. hul også er en barrister med en kaffevogn, hvor man kan få alle mulige kaffedrikke; og nogle tilsyneladende selvsupplerende bøtter med slik, før man fortsætter.
Den store prisfest
Midt på eftermiddagen er man gennem alle 18 huller, og spillerne samles igen i klubhuset. Nu til en lækker buffet, hvortil man kan få udsøgte vine, hvis man ikke skal køre hjem.
Snakken går, så man knap kan få ørenlyd, og det kan være svært at skaffe ro, så Jesper Kunde kan foretage præmieoverrækkelsen, som han ledsager med underholdende, personlige kommentarer, der sætter stemningen i vejret.
Først nærmest-flaget-belønningerne, hvor det overraskende er amatørerne, der jævnt hen er nærmere end pro’erne, der åbenbart går mere efter midten af green.
Derefter præmierne i holdturneringen, hvor det viser sig, at det har ikke været Oliver Suhrs store dag spillemæssigt, men sit hold, Eilersen, har han ført til sejr, og derfor kan han indkassere 75.000 kr.
– En fantastisk opmuntring, der falder på et meget vigtigt tidspunkt af året, for nu kommer Tourskolen, som er MEGET dyr, hvis man skal nå sit mål gennem alle tre stadier, siger en taknemlig Suhr.
Bedste pro
Niveauet blandt pro’erne har været usædvanlig højt under de perfekte vejrbetingelser, hvor alle varslede regnbyger nådigt passerede forbi. At slutte i -3 giver en delt tredjeplads til Benjamin Poke, Marcus Helligkilde og Martin Ovesen. Niklas Nørgaard Møller besætter andenpladsen i -4, men suveræn er årets varmeste navn på Challenge Tour, Joachim B. Hansen, der går i -6 og modtager 50.000 kr. for det.
Shoot-out
Som afslutning strømmer alle ud for at se, hvem der skal have dagens sidste jackpot-udbetaling, Dronningens Ærespræmie på 50.000 kr. og derefter kan man gøre regnskabet op. I år har disse pro’er sikret sig flest penge til hjælp til deres etablering i golfens øverste hierarki: Benjamin Poke 87.125 kr. Oliver Suhr 75.000 kr. JB Hansen 62.000 kr. Jakob Kollerup 53.125 kr. Marcus Helligkilde 50.125 kr.
The Hurdle er en festlig og vigtig del af de fremstormende unge professionelles efterårsprogram.