Banerne har en forbløffende gennemsnitskvalitet, prisniveauet er lavere end nogensinde, og oplevelser af alle slags står i kø
Vores rundspørge til rejsearrangører med long stay viser, at Sydafrika er den destination, der for tiden rykker mest.
Det er der flere grunde til. Den vigtigste formentlig, at kursen på rand er den laveste i mands minde. For nogle år siden var den 2,50 kr. I dag er den ca. 43 øre. Samtidig er prisen på flybilletter faldet, så et long stay på en måned ikke er dyrere end på andre eksotiske destinationer.
Ser vi på golf, er Sydafrika muligvis det land, hvor den gennemsnitlige standard af banerne er højest samtidig med, at der er mange af dem.
Ser vi på turismen, er der utroligt meget at opleve, og det eneste problem er, at man kun oplever det et enkelt sted, hvis man er på long stay. Der er tre muligheder for at afhjælpe det: Man kan tilkøbe en udflugt på et antal dage; man kan få sin operatør til at skræddersy et ophold med to gange to uger, så man er på to destinationer; eller man kan vælge 2-3 uger på et sted og køre rundt i landet resten af tiden. Pas på med ikke at oversatse. Afstandene er længere, end de lige ser ud på et kort over det samlede Sydafrika.
Ser man endelig på sikkerhedsproblemerne, som optager mange, kanman konstatere, at der efter temmelig mange år med Sydafrika på programmet vist stadig ikke er danske golfspillere, der er løbet ind i nogen, hvis de holder sig til almindelige veje og boligkvarterer. Er der et sikkerhedsproblem, kan det være med bilkørsel i mørke, fordi markeringer på og omkring vejene indimellem kan virke forvirrende.
Hvad vælger man
Mange vælger en destination på Garden Route ud mod Det Indiske Ocean. Golfen er fin, oceanet dybblåt, og der er et rigt fugleliv, men vil man på hvalsafari, slutter sæsonen i november.
Man skal være opmærksom på, at vil man på safari, kan man komme det helt ned til Cape Town, så man behøver ikke at vælge en destination omkring Krueger Park. Netop langs Garden Route ligger flere fine reservater, hvor dygtige guider ikke blot sørger for, at man oplever løver, leoparder, elefanter, vandbøfler, næsehorn, flodheste, giraffer etc. men også bliver klogere på globale klimaspørgsmål.
Og husk at på det tidspunkt, de fleste danskere rejser, er den sydlige del af landet at foretrække. Nordpå er det regntid, og er man uheldig, kan det koste en stor del af ferien. Overvejer man Sun City med de to Gary Player-baner, er de usædvanligt svære udfordringer, og stedet bliver hurtigt kedeligt, fordi byen er en sydafrikansk kopi i Las Vegas og ikke byder på meget andet.
Sydafrikansk vin
Den billige rand gør sydafrikansk vin så billig, at man kan komme i tvivl, om den virkelig holder høj kvalitet, men det gør den.
I området ned mod og omkring Cape Town ligger et stort tal skønne vingårde af forskellige størrelser, og vil man gerne vil have et stænk golf, kan man besøge fire, der ejes af golfstjerner.
Gary Player producerede allerede i 1959 vin gennem Quoin Rock Winery i Stellenbosch. Ligeledes i Stellenbosch ligger Els Wineyards, som Ernie Els står bag. Hans vine serveres ikke mindst i restaurant The Big Easy (Els’ kælenavn). En restaurant med lidt kedelige lokaler, men med masser af spændende golfhistoriske fotos på væggene, og maden er god.
Længere nordpå mod Franschhoek og Paarl Wine Region finder man David Frost Wine Estates, og endelig kan man bag Outeniqua Mountains i overraskende højde finde Goose Wines, som Retief Goosen har ejet siden 2005.
Den bedste vin får man dog hos Antonij Rupert Wyne, der har hovedkvarter i Franschhoek og fire forskellige vingårde, bl.a. en, der ligger meget tæt på Goose Wines i højlandet, hvor de barske betingelser giver druerne en sædvanlig sødme. De ejes af en af verdens rigeste mænd, Johan Rupert, der også er en lidenskabelig golfspiller og bl.a. ejer Leopard Creek. Han er kompromisløs, når det gælder kvalitet, og får en vin ikke 90 point i Wine Spectator, skrotter han den!
Man kan efter en vinsmagning evt. få vin sendt til Danmark. Det er næsten lige så billigt som at sende den fra Nordjylland til København.
Storslåede landskaber
Der er mængder af andre attraktioner. Fremragende gastronomi, storslåede bjerglandskaber med frugtbare dale, ved Plettenberg Bay såvel Monkey Park med mere end 20 forskellige aber som Birds of Eden med mere end 3.500 fugle af mere end 200 arter i verdens største voliere.
Det er stort set ligegyldigt, hvor man er i Sydafrika – der vil overalt være noget at lave lige så længe, man er der.