Det er dejligt at kunne følge alle samtaler omkring bordet ved en familiefest, men det er også herligt at kunne føre sine mobilsamtaler gennem et høreapparat
– De fleste tror, at høreapparater bare hjælper en til at høre bedre, og sådan er det måske også stadig med nogle af dem. Andre er udviklet, så de er en stor hjælp i så mange situationer, at det får mange til at fremrykke det tidspunkt, hvor de får deres første høreapparat, fortæller Rikke Hestbæk fra Dansk Hørecenter, og fortsætter:
– Fx kan man føre sine mobilsamtaler gennem sit høreapparat. Det gør telefonen håndfri, når først man har forbindelsen, og det gør samtalen så klar, at man ikke misforstår noget.
Moderne høreapparater er nuancerede på mange måder. De kan fx indstilles, så de passer til den situation, man netop er i: Daglig tale, forsamlinger, udendørs eller musik.
Måske betyder de mest i forsamlinger. Tænk pludselig at kunne følge med i alle de forskellige diskussioner, der foregår omkring bordet ved en stor familiefrokost; eller ikke at skulle råbe ’højere’, fordi et indlæg på en generalforsamling bliver fremsat lavmælt.
Det er også dejligt at kunne få det fulde udbytte af musik, fx ved, at der bliver kælet ekstra for det høje toneområde, som de fleste mister tidligere end resten af høreevnen. Der er dog et lille men. Hvis resten af tilhørerne ikke kan holde deres slikposer i ro, hører man mere knitrende papir end musik, så den funktion er kun helt god til symfonikoncerter og operaer.
Som golfspiller er det vigtigt at kunne høre, hvad der sker bag en. Tænk, hvis man ikke hørte råbet ’fore’ og fik en bold i knolden? Desuden er det rart stadig at have fryden over det ’kling!’, der følger det perfekte slag.
Tidligere var det en omkostning ved at bruge høreapparat i det fri, at blæsten gik i apparatet, så man slet intet kunne høre, men nu bruger man indstillingen for udendørs, og så ’forsvinder’ blæsten.
– Som altid hænger pris og kvalitet sammen. Det betaler sig oftest at investere mere i sin hørelse, hvis man lever et aktivt liv. Det betyder simpelthen forhøjet livskvalitet, slutter Rikke Hestbæk.