Sjældent har det været skønnere at spille golf i det danske forår. Strålende sol fra morgen til aften, lune temperaturer, især om eftermiddagen, og en tørke, der gør, at da det stadig er begrænset, hvor høj (semi)rough er blevet, ruller boldene rekordlangt, og man kan sætte nye rekorder i drivinglængde.
Men men men … der er meget, man skal sætte sig ind i, før man spiller, især hvis man spiller greenfee på en fremmed bane. Forholdene, der spilles under, er meget forskellige.
Nogle steder er alt undtaget parkeringspladsen lukket. Andre steder kan et enkelt toilet være åbent. Restauranterne er lukket, men en del steder kan man bestille take-away, så man kan tage maden med hjem efter sin runde – og det er en god måde at støtte sin restauratør på. En del golfshops er lukket, men mange er åbne med en enkelt indgang og begrænsning på antal personer, der må være indendørs samtidig.
På banen har en del klubber hævede kopper i stedet for huller. Nogle steder er der en blanding, så man ikke skal rode dybt i hullerne for at hente sin bold, og man skal på intet sted røre ved flagene.
De færreste steder kan man blive handikapreguleret, men det er der faktisk åbnet for i nogle klubber. Mange klubber har ikke mulighed for, at man kan bruge buggy, mens nogen har buggys, som man skal bestille forud og spritte af, før man begiver sig ud, og naturligvis igen efter brug, hvor man også skal huske at sætte dem til opladning.
Man kan mange steder nu spille i firebolde, men husk at undersøge, om det er tilladt at gå igennen, for det bedste coronaflow er det, hvor boldene ikke mødes.
Så nyd spillet, men vær agtpågivende. Det, du må i den ene klub, kan være forbudt i den anden – og hvis du selv mener, at det burde være det, så vær så forsigtig som mulig.
Vi skal nødig have lukket ned for golf igen.