Odense Eventyrgolf bragte sig 2 point foran Kokkedal og Smørum, da det lørdag i Santanderdivisionen blev til sejr 11-7 over Kokkedal, men da Smørum samtidig besejrede Furesø 10-8, er søndagens kamp mellem Smørum og Odense Eventyr ren dynamit. August Thor Høst (billedet) vandt den sidste single 1 hul mod Simon Bukrinski. Modsat resultat havde givet uafgjort kamp.
Hvis Kokkedal søndag får mindst uafgjort mod Furesø, er klubben i DM-slutspillet, og i så fald kan Smørum tage den anden finaleplads ved at vinde 12-8 eller større over Eventyr. Taber Kokkedal, bliver Smørum sorteper, medmindre de slår fynboerne 18-0. Stillingen: 1. Eventyr 8. 2. Kokkedal 6. 3. Smørum 6. 4. Furesø 0.
I vestkredsen sikrede Brønderslev sig førstepladsen med uafgjort 9-9 mod Aalborg, mens Gyttegaard uden Højgaard-brødrene gav sig selv håb ved at besejre Kolding 10-8. Kolding er alligevel slutspilsdeltagere på andenpladsen, mens Gyttegaard skal vinde udekampen søndag over Aalborg for at undgå nedrykning. 1. Brønderslev 9. 2. Kolding 6. 3. Aalborg 3. 4. Gyttegaard 2.
I damernes østkreds skal Kokkedal for at undgå nedrykning have 1 matchpoint mere end Helsingør, for Helsingoranerne har samlet vundet de indbyrdes opgør. Smørum sikrede sig førstepladsen, da de med såvel Nanna Koertz Madsen som Emily Pedersen på holdet – men uden Louise Markvardsen – vandt 9-3 i Kokkedal, mens Hillerød med Nicole Broch Larsen ude slog Helsingør 8-4. 1. Smørum 9. 2. Hillerød 7. 3. Helsingør 2. 4. Kokkedal 2. Sidste rundes program er Hillerød – Kokkedal, Smørum – Helsingør.
I vestkredsen har Odense en lillebitte chance for at redde sig efter sejr 8-4 over Mollerup. Det kræver sejr ude over gruppens suveræne førerhold Vejle, mens Mollerup ikke må få point hjemme mod Aalborg i kampen, hvis vinder går i slutspillet. Puha, det bliver spændende. Aalborg tabte lørdag 3-9 til Vejle, og stillingen er: 1. Vejle 8. 2. Aalborg 5. 3. Mollerup 4. Odense 3.