En sen dobbeltbogey på 17. hul var forskellen på en regulær topplacering med muligheden for at spille med om sejren i JM Eagle LA Championship og en delt 10. plads for Emily Kristine Pedersen. På billedet jubler hun ellers over at have holet sit indspil for birdie på 5. hul.
Med en par på 17. hul, havde Emily i dag blot været 2 slag fra den delte førsteplads som de to australiere Grace Kim og Hannah Green indtager. Men hvis og hvis… Nu er hun 4 slag fra, og ligger i en større gruppe spillere, der søndag kæmper om top10, men næppe om sejren.
Føringen er -7, tre spillere, bl.a. svenske Maja Stark er i -6.
I Zurich Classic of New Orleans på PGA Tour spillede man igen fourball og det blev den forventede birdiefest. Thorbjørn Olesen og Matt Wallace gik 64 (-8) og rykkede frem til 19. pladsen i 17 under par.
Bedst var de to gamle venner fra ungdomsårene i Utah, Zac Blair og Patrick Fishburn, der var et mulehår fra en 59’er, men måtte ‘nøjes’ med 60 (-12) og 23 under par samlet. Det er 1 slag bedre end Luke List/Henrik Norlander og et slag længere bagude lurer Shane Lowry/Rory McIlroy. Søndag spilles foursome, og det er de rutinerede irere formentlig bedre til end de øvrige.
Thomas Bjørn faldt én plads tilbage i Mitsubishi Electric Classic på PGA Tour Champions, og er nummer 16 i -4. Paul Broadhurst har sat kursen mod sin anden sejr i træk. Han fører i -10, 1 slag foran Stephen Ames, som også har vundet tidligere i år.
Foto: Getty Images