De første fire turneringer på Nordic Golf League 2018 er allerede afviklet via ECCO Tour Winter Series samt Swedish Golf Tour Winter Series. Og selvom det var de danske Challenge Tour spillere, Joachim B. Hansen og Jeppe Huldahl der tiltrak sig den største opmærksomhed på ECCO Tourens Winter Series på PGA Catalunya Resort, så viste flere af årets ECCO Tour profiler, at der skal holdes et vågent øje med dem i 2018.

af Brian Vester

 

Martin Leth Simonsen

De seneste år har Martin Leth Simonsen fristet en tilværelse mellem Challenge Touren og ECCO Touren. Og at sidde mellem to stole, har sjældent gjort noget godt for en golfspiller, og det gjorde det heller ikke for nordjyske Simonsen. Starten på 2018 har været præget af arbejdsro og godt spil, og Martin Leth Simonsen ligner et rigtigt godt bud på en spiller, der ligger i top-5, når året er gået.

 

Indtil nu har sæsonens fire turneringer kastet to syvendepladser samt en 12. plads af sig, og der er ikke langt op til de sjove placeringer.

 

Martin Leth Simonsen blev kendt i 2014, da han erstattede en skadet Paul Lawrie få minutter før starten på den første udgave af Made in Denmark. Siden da har Simonsen indsamlet værdifuld erfaring, og i løbet af de næste år, kunne Europa Touren godt blive fast arbejdsplads for nordjyden.

 

Fra tee til green ser det rigtigt stabilt ud, og kommer der helt styr på ”den lille triller”, så bliver Simonsen svær at styre i år. Martin Leth Simonsen er værd at holde øje med i 2018.

 

 

 

Forrige artikelECCO Tour 2018 – Dem skal du holde øje med (2)
Næste artikelNyt job til flere proer
Golfbladet.com
Golfbladet er Danmarks største golfavis, som nu også tilbyder et digitalt univers. Vi bringer nyheder, billeder, analyser samt anmeldelser af udstyr, baner og rejser.