Vi må hellere slå fast, før vi alle glæder os for meget: Vi kan ikke vide, hvor mange topprofessionelle der ikke kan komme ind i Danmark til sankthans, men hold op, hvor vi kan lide Flemming Astrups seneste tiltag. Hvor tit har vi ikke drømt om at kunne samle alle danske professionelle til et dansk mesterskab?
Det gør ECCO Tour og Flemming Astrup nu 24-26. juni på´HimmerLand – bemærk navneskiftet. 36 skal syste om minimum 300.000 kr. Lucas Bjerregaard, Thorbjørn Olesen, Thomas Bjørn, Søren Kjeldsen, Rasmus og Nicolai Højgaard, Jeff Winther, Joachim B. Hansen, Nicole Broch Larsen og Nanna Koerstz Madsen er blandt de 34 herrer og to damer, der forhåbentlig deltager. Kun Sebastian Cappelen har omgående meldt fra. Det er næppe for ham tilrådeligt at tage hjem fra USA på det tidspunkt.
– Corona-krisen har spændt ben for næsten al professionel golf i år, herunder Made in Denmark. Som et lille plaster på såret, så har krisen dog givet os en unik mulighed for at samle alle danske golfspillere til en fantastisk dyst om det danske PGA mesterskab. Jeg vil næsten håbe, at vi ikke får chancen igen, og jeg synes, det er fantastisk, at de største danske golfspillere bakker op – og så får vi jo også vist HimmerLand frem i 2020, forklarer Flemming Astrup.
– Selv om DIF, DGU og Kulturministeriets nye regler betyder, at man nu kan afvikle professionelle golfturneringer i Danmark, så bliver der ikke slækket på sikkerheden ved Jyske Bank Danish PGA Championship. Eksempelvis bliver der ikke adgang for tilskuere, spillerne vil ikke have caddies, og alle træningsfaciliteter bliver grundigt gennemtænkt og opdelt.
– Vi kommer til at gå med livrem og seler. Vi har allerede taget en lang række forbehold, og de vil til enhver tid blive justeret i henhold til myndighedernes gældende regler. Vi er glade for, at de professionelle golfspillere og vi nu igen kan gå på arbejde, men vi er meget bevidste om vores ansvar.
En særlig kategori i turneringen er tre pladser til ‘legends’, og de bliver med sikkerhed fulgt tæt af mange: Anders Hansen (billedet), Søren Hansen og Steen Tinning.
Der er to wild cards til amatører og fire wild cards mere.
På ECCO Tours hjemmeside kan man løbende følge udviklingen i feltet. Lad os håbe, at der ikke bliver for mange ændringer, for lige nu er udsigten helt eventyrlig.