ECCO Tour starter op igen 8. juni. Det skriver Flemming Astrup på tourens website.

Den første turnering i 2020 (på dansk grund) bliver Bravo Tours Open, der spilles fra 8.-10. juni på Enjoy Resort Rømø med en præmiesum på 25.000 €.

Der spilles over 36 huller uden cut, og turneringen får deltagelse af 90 herrer og 6 kvinder, oplyser Flemming Astrup, og pointerer, at alle tænkelige forbehold og restriktioner vil bliver overholdt.

– Der er mange ting, der kommer til at være lidt anderledes. Først og fremmest er det hele en anelse nedskaleret. Det bliver uden caddies, færre spillere, sikring af træningsfaciliteter, opdeling af spisende gæster i mindre grupper og separate lokaler og færre runder/dage pr. turnering. Faktisk vil jeg sige, at vi kommer til at tage langt flere forbehold, end der foreskrives, men foruden det sportslige så har vi jo også et sundhedsmæssigt ansvar, og det tager vi meget seriøst, siger Flemming Astrup, der stadig finder på nye forbehold, der kan implementeres.

Uden tilskuere

– Vi er ikke helt færdig med forbeholdene endnu, men vi garanterer, at de sikrer, at vi passer på hinanden overalt på banen, på træningsbanen, i klubhuset osv. Blandt andet tillader reglerne ikke tilskuere som situationen er nu, og da vi spiller på et offentligt tilgængeligt areal skal vi også her have en snak med klubben og myndighederne, men det skal vi nok komme i mål med inden vi starter op, slutter Flemming Astrup i pressemeddelelsen.

Der planlægges p.t. yderligere to turneringer på ECCO Tour denne sommer. Den næste afsløres på mandag, skriver man.

Foto: Det dejlige golfanlæg på Rømø bliver vært for den første turnering herhjemme på ECCO Tour i 2020. (ECCO Tour)

Forrige artikelLive golf på CNN
Næste artikelGolf er manges tilflugt under coronakrisen
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.