Afslutningen på Zozo Championship på Accordia Golf Narashino CC i Japan blev en sand gyser. Før sidste hul var der stadig tre spillere, der kunne vinde og evt. komme i omspil.
Justin Thomas gjorde, hvad han skulle, da han med en birdie på sidste hul spillede sig til -19, hvor også Nico Echavarria, Columbia og Max Greyserman, USA lå i førerbolden umiddelbart bag.
Greyserman drivede skævt i højre og endte med et ca. 8 meter langt putt for birdie. Det var nok tæt på, men ikke helt realistisk at hole, og bolden smuttede da også uden om.
Derefter slog Echavarria sit andet slag til godt en meter fra pinden og holede for sin anden sejr på PGA. Den første var Puerto Rico Open 2023, og han forklarede, at erfaringerne fra den turnering hjalp ham til sejren i Japan.
Han har i denne sæson haft problemer med sin putter, så mens han og hans veninde Claudia (billedet/Getty) spiste deres livs bedste steak onsdag aften, besluttede han at skifte sit grip – og det gav unægtelig resultat. Til glæde ikke bare for Claudia, men også for hans forældre, der hjemme i Medellin sad oppe hele natten for at følge sidste runde, og som han ringede op, så snart han kunne.
Vinderscoren -20 er rekord for turneringen, og sejren giver adgang til flere turneringer i 2025, vigtigst Masters. Slutstillingen i toppen: 1. Nico Echavarria -20. 2. Max Greyserman og Justin Thomas -19. 4. Rickie Fowler -17.
I USA afsluttedes Simmons Bank Championship på Champions Tour som en sejr for Padraig Harrington, som Thomas Bjørn i 1996 slog i kampen om at blive Årets Rookie på DP World Tour. Harringtons score blev -17, og Thomas Bjørn blev nr. 7 i -12 efter en sidste runde i -3. Han er nu stensikker på at have kort til Champions Tour 2025.