I 2012 fik Louis Oosthuisen albatross på andet hul i sidste runde af Masters, men det virkede nærmest lammende på ham. Resten af runden var han tydeligt påvirket, og selv om han burde have vundet, endte han med at tabe et omspil til Bubba Watson.
I sidste runde af Sand Valley Spring Series final lå Morten Ørum Madsen i -4 før niende hul. Her fik han albatross, dvs. hole-in-one på et par-4-hul og kom helt tæt på den førende Tobias Edén (billedet/ Getty), men den havde samme virkning på ham som på Oosthuisen. Den lammede ham. Allerede på hul 10 fik han bogey, og resten af dagen var to bogeys mere de eneste afvigelser fra par. Måske skal man til at træne specielt i den mentale tilstand efter at have fået en albatross.
Svenskeren Tobias Edén, der indledte turneringen med en runde i -12, holdt fast til det sidste og sejrede i -23 foran landsmanden Adam Wallin -21 og Jeppe Kristian, The Scandinavian -19. Kristian sluttede af med en smuk runde i -7.
Peter Launer Bæk, Odense Eventyr blev nr. 6 i -17 og Morten Ørum Madsen, Silkeborg nr. 8 i -16.
På Road to Europe ligger Jeppe Kristian nr. 3 og Victor Bjørløw, Næstved nr. 4. Fem pladser vil til slut kvalificere til Challenge Tour. Edén fører og er med to sejre kun en enkelt fra at kunne rykke automatisk op på Challenge Tour.
Herefter flytter ECCO Tour til Danmark, hvor den første turnering bliver Bravo Tours Pro-Am på Royal Oak fra 5. maj.