Når man pludselig bliver frataget 105.000 €, er det om at vinde nogle flere, hvis budgettet skal holdes, og i tredje runde af LETs sæsonfinale, Andalucia Costa del Sol Open, gik Emily Pedersen i spidsen og har muligheden før søndag at vinde sin femte sejr i år.
Smørumspilleren sluttede af med en eagle, og det bragte hende til tops i -9 foran Nuria Iturrioz, Spanien -8 og Maha Haddioui, Marokko -6.
Joachim B. Hansen startede dagen som en hvirvelvind i Alfred Dunhill Championship og var pludselig to slag foran Adrian Meronk, Polen. Så begyndte Meronk at finde tilbage til sit spil, mens danskeren løb ind i et mareridt på hul 11.
Det startede med, at han uheldigt ramte buggystien, og dermed blev bolden katapulteret ud i bushen. Dert kostede flere slag at komme på banen igen, og resultatet blev en ærgerlig quadruplebogey, en snemand. Resten af runden gik i -1, så hans facit for dagen blev +1, og han ligger i -9 som delt nr. 5.
Meronk fører i -14 foran den kun 19-årige sydafrikaner Jayden Schaper i -13.
Igen kan vi få fra ingen til to danske sejre søndag. Sikke tider.