Både Nanna Koerstz Madsen og Emily Kristine Pedersen er sikkert videre til finalerunderne i CPKC Women’s Open, og ligger ikke langt fra de rigtigt sjove placeringer. Dermed får de begge fire runder i benene inden turen går til OL i Paris.
Nanna er bedst på delt 16. plads i par, mens Emily er delt 32 i 2 over par. Der scores ikke så lavt, så den førende Lauren Coughlin er blot i 6 under, og det er et tæt felt med mange stjernenavne tæt på toppen.
På PGA Tour Americas er Frederik Kjettrup desværre færdig i Commisionaires Ottawa Open, men Gustav Frimodt hænger godt på som nummer 21 i 9 under par. Her skal der scores lavt for at nå til tops. Turneringen føres af Barend Botha i -16.
3M Open på PGA Tour er uden dansk deltagelse da Nicolai Højgaard og Thorbjørn Olesen allerede er på plads i Paris. Her har canadiske Taylor Pendrith lagt sig i spidsen i -12, 2 slag bedre end Matt NeSmith.
Foto: Getty Images