Med en runde i 4 under par, 67, rykkede Emily Kristine Pedersen helt op på femtepladsen i LPGA Tours JM Eagle LA Championship. I modsætning til torsdag holdt hun bogeys fra kortet, blot én blev det til, og det synes at være nøglen til succes på Wilshire Country Club i filmbyen. Emilys score var dagens næstbedste af alle.
Emily er totalt 5 under, det er bare 1 slag fra tredjepladsen, som Esther Henseleit og Hannah Green deler, Maja Stark er alene på andenpladsen i 8 under, og så er Grace Kim stukket lidt af i toppen. Hun var feltets bedste for anden dag i træk med 66 slag, og har i 12 under par, 4 slag ned til Stark.
Nanna Koerstz Madsen trak sig inden runden.
Færdig i New Orleans
Der var store forventninger til makkerskabet mellem tvillingerne Rasmus og Nicolai Højgaard i Zurich Classic of New Orleans, men det blev desværre ved hypen. Højgaard-brødrene er færdige i turneringen efter en foursome i 71 slag (-1). Samlet -5 var 3 slag fra cuttet. Til gengæld er Thorbjørn Olesen stadig med. Sammen med sin makker Matt Wallace gik han også anden runde i 71. De ligger delt 26. i 9 under par, men det er så tæt i toppen, at det faktisk bare er 4 slag fra førstepladsen, der deles af fire par, blandt dem Rory McIlroy og Shane Lowry.
Dagens bedste foursome blev leveret af de forsvarende mestre Patrick Cantlay/Xander Schauffele med 67, og de ligger og lurer på delt femteplads i -12.
PGA Tour Champions turneringen Mitsubishi Electric Classic startede fredag. Thomas Bjørn ligger på 15. pladsen efter en runde i -3. Det er 4 slag dårligere end Doug Barron og Steven Alker i -7 på førstepladsen.
Foto: Getty Images