En ting kan man slå fast. Den europæiske holdkaptajn for det europæiske Solheim Cup, Suzann Pettersen, har en fantastisk tiltro til Emily Pedersen. Gettys billede viser Pettersen og Pedersen, da Europa ved at spille uafgjort sidste år beholdt trofæet, som de vandt i 2019 og 2021.
Måske har det været nervøsiteten over muligvis ikke at komme på holdet, der har betydet, at Pedersen ikke har spillet godt i det sidste stykke tid, men det gjorde ikke noget: Emily Pedersen har fået plads på Pettersens hold, og kaptajnen ved ikke alt det gode, hun skal sige om danskeren:
– Emily er en spiller, der lever og dør for Solheim Cup. Hun har en kæmpestor lidenskab i tilgift til til sine tidligere erfaringer. Jeg ved præcis, hvad jeg får fra Emily. Hun skaber en dejlig stemning på holdet, og hun er en stærk holdspiller.
Emily Pedersen er naturligvis lykkelig over at skulle spille Solheim Cup for fjerde gang: – Jeg er euforisk over igen at være en del af Solheim Cup-holdet. Jeg er vild med alle pigerne på holdet. Jeg elsker at spille Solheim Cup, og det er en ære at spille for Suzann. Jeg ved ikke noget, der er bedre end at spille Solheim Cup.
Sammen med Emily Pedersen fik Albane Venezuela, Schweiz, Georgia Hall, England og Anna Nordqvist, Sverige wild cards. Det betyder at en tredjedel af Europas hold er svensk, for gennem kvalifikationslisten fik man Maja Stark, Linn Grant og Madelene Sagström. Desuden Esther Henseleit, Tyskland, Charley Hull, Celine Boutier, Leona Maguire, og Carlota Ciganda.
Også det amerikanske hold er klart: Lilia Vu, Nelly Korda, Allison Corpuz, Megan Khang, Jennifer Kupcho, Danielle Kang, Andrea Lee, Lexi Thompson, Rose Zhang, Ally Ewing, Cheyenne Knight og Angel Yin. De sidste tre fik wild cards af den amerikanske kaptajn Stacy Lewis.