Familien Mourgue d’Algues’ drøm om at skabe deres helt egen verdensklasse golfbane blev virkelighed for tre år siden.
Sig navnet Bordeaux og de fleste tænker automatisk på vin. God vin, dyr vin. Omkring den franske storby ved Atlanterhavskysten ligger utallige berømte vinområder; på vestbredden af Garonne-floden, Hauté Medoc og Medoc, og på østbredden, blandt andet Saint-Emilion, hver især med flere verdensberømte vinhuse.
Dette er livsnydernes paradis. For hvad er bedre end at kombinere god vin med god golf?
I slutningen af 2015 åbnede Grand Saint-Emilionais Golf Club i det smukkeste, kuperede skovlandskab midt i den berømte vinregion, Saint Emilion. Banen er kulminationen på familien Mourgue d’Algues livslange drøm om at skabe et golfanlæg i verdensklasse. Faderen, Gäetan, er en levende legende i fransk golf. En af Frankrigs bedste spillere nogensinde og siden aktiv indenfor anlægsbranchen. Han var manden bag golfturneringen Trophé Lancóme, der i mere end 30 år fra 1971 til 2003var en fast del af European Tour. Det var også ham, der i samarbejde med Peugeot skabte golfsportens Michelin Guide, Peugeot Golf Guide, der rangerer de bedste europæiske golfbaner, og siden Rolex Golf Guide med verdens top 1000 baner.
Hans svenskfødte kone, Cécilia, har vundet 45 mesterskaber, datteren Kristel Morgue d’Argue Lawton spillede i en årrække på Ladies European Tour og sønnen André har også været fransk mester, og engang delt en match mod Tiger Woods. Hans kone, Phillipine, er ikke overraskende scratch golfer og også involveret i projektet.
Designet af Doak
De har længe ønsket at lave deres egen golfbane. Ikke en hvilken som helst golfbane, men en bane af ypperste kvalitet, og med den verdensberømte golfbanearkitekt Tom Doak på opgaven, er drømmen blevet til virkelighed på et 102 hektar stort, naturskønt område i Saint Emilion.
Gennem deres arbejde indenfor golfsporten, har hele familien skabt sig et enormt netværk, og det var gennem det, at kontakten blev knyttet til Tom Doak, der er amerikaner, men er uddannet i Storbritannien, og som har de klassiske links som sin største inspiration. Doak er ikke mindst kendt for baner som Cape Kidnappers, Barnbougle Dunes, Bandon Dunes og Steamsong Blue og Tara Iti.
I det franske vinland, måtte han arbejde anderledes, for her er intet dramatisk kystlandskab, men hans ambition med banen var stadig, at gøre den så naturlig som overhovedet muligt.
Man må bare sige, at missionen er lykkedes. Siden Grand Saint-Emilionais Golf Club åbnede har den modtaget utallige anerkendelser. Den strøg direkte ind i Golf Digests top10 over de bedste franske baner, og avancerede sidste år til en 5-plads.
Det er en fantastisk bane, som kun bliver endnu bedre når den er fuldt modnet. Området er et af de eneste på egnen, der ikke har været vinmark. I stedet var det jagtskov, og det vrimler stadig med dyr; råvildt, harer og vildsvin.
Når man spiller banen, hører man intet andet end fuglenes kvidrende sang og vinden, der suser i de gamle træer. Doak har skabt banen i Saint Emilion næsten uden at flytte noget jord. Kun to større søer er gravet ud til brug for vandingsanlægget, ellers er det naturen, der har dikteret banens forløb og de enkelte hullers udseende. Det er tæt på at være en komplet golfbane.
Klubhuset er indrettet i en gammel, smuk lade, og prydet med familien Morgue d’Algues memorabilia samlet gennem over 50 år i golfsporten. Det er planen at holde golfbanen helt fri for byggeri, men bag klubhuset er allerede opført en række meget indbydende huse, som kan lejes til en rimelig pris, så man kan bo få skridt fra banen. André og Phillipine bor med deres børn i huset nærmest klubhuset, og står for den daglige drift. Gäetan og Cécilia bor lige oppe af vejen, og Kristel bor med sin mand i Bordeaux, så familien er hele tiden tæt på deres drømmebane.
Fremtidsplanerne inkluderer et eksklusivt boutique hotel i forbindelse med en statelig ruin af et gammelt jagtslot ved siden af klubhuset. Den fascinerende gamle vinby, Saint Emilion, ligger små 15 minutters kørsel væk, og banen ligger en lille times kørsel fra Bordeaux.