Go’e gamle Aarhus Golf Club er stadig i fin form

Aarhus Golf Club er en god, gammel årgang 1931, og dermed landets sjette ældste golfklub. Banen i det smukke bakkede landskab ved Moesgaard i byens sydlige ende har dog knapt så mange år på bagen, for som mange af landets ældste klubber har man gennem årene rykket og flyttet lidt rundt, og frem mod Aarhus GC’s 100-års jubilæum om ni år vil både bane og klubhuset igen komme til at gennemgå nogle større og mindre renoveringer.
GOLFBLADET besøgte Aarhus Golf Club på én af årets varmeste dage i august måned. På en dag som denne, i bagende sol og næsten 28 grader allerede ved rundens start kl. 9 om morgenen kan såvel banen som klubhuset faktisk godt minde lidt om de golfbaner, man finder på den spanske solkyst.
Den elegante restaurant Unico i klubhuset, der fungerer som både a la carte restaurant i den bedre gastronomiske ende af skalaen, og jordnært samlingssted for golfspillerne, har et udpræget sydlandsk præg. Og golfbanen, der er anlagt i et meget kuperet bakkelandskab, med indimellem fuldkommen bjergtagende udsigter fra højtliggende greens, kan sagtens forveksles med baner i Nuevo Andalucia eller hvad golfområderne på Costa del Sol ellers hedder.
Restaurant Unico byder på et ambitiøst menukort og højere kvalitet end gennemsnittet på danske golfbaner

Her går det op og ned ad bakke. Adskillige huller har blinde udslag, et enkelt hul har såmænd også et blindt andetslag – medmindre man er meget langt slående – og fairways skråner, så man sjældent har et helt plant leje.

Nogle kan ikke fordrage den slags golfbaner. Andre elsker udfordringerne og de ’sjove’ slag, man kommer til at stå med. Men bakkelandskab og blinde slag til trods, så fremstår Aarhus Golf Clubs bane alligevel ganske fair. Der gemmer sig ikke de store ulykker bag bakkerne, og holder man sig ellers orienteret via baneguiden eller det lille banekort på scorekortet, så bør man ikke blive overrasket.
Undertegnede glemte en enkelt gang at holde mig a jour, og opdagede ikke, at der er vand venstre om fairway op til green på 8, hul, par5, men lykken står nogle gange den kække bi. På grund af hedebølge og tørke lå bolden faktisk så den kunne spilles med kun en lille smule mudder på skoene til følge. Den går nok ikke en anden gang, så vær opmærksom.

Medlemsorienteret
Peter Agerboe er klubleder, som de kalder det i Aarhus Golf Club. Han har baggrund som PGA-pro i både Odense, Vestfyn og i en anden af de store Aarhusklubber, Ådalen, og han kan fortælle om en meget ’medlemsorienteret’ klub.
Som i mange af de andre gamle golfklubber, hersker der en særlig stemning i Aarhus Golf Club. Ikke snobbet, men på en måde andægtig. Man ved godt, når man besøger Aarhus GC, at man er i en ’fin gammel klub’. En klub, hvor man respekterer golfsportens gamle traditioner.
– Fokus er på klubbens medlemmer. Det er ikke altid, at bestyrelsen følger medlemmernes ønsker og krav, men man lytter til dem og diskuterer i fuld åbenhed, siger Peter Agerboe. – Vejen frem er at fremme vores medlemmers ønsker. Derfor har vi ikke mange rabatordninger på greenfee, udover at vi er med i Østjysk Golfring og en gammel ordning mellem Aarhus-klubberne, som netop er til gavn for medlemmerne, siger Peter Agerboe. Han fremhæver det gode, og meget aktive klubliv, hvor der næsten altid er mange mennesker i klubben. Både på terrassen og på puttinggreen og driving range, som man har udsigt til fra klubhuset.Broen på 6. Hul er et af mange smukke steder på banen. Her bor et par svanefamilier med deres unger, og flere gange på runden møder vi kaniner, der synes ganske ubekymrede over menneskerne

Klubhuset står formentlig foran en opgradering. I 2018 forlængede golfklubben sin lejeaftale med kommunen om arealet, og det har skabt grobund for en udvidelse af medlemsfaciliteterne i det charmerende klubhus, som bare ikke er helt stort nok.
Også banen forventer man at gå i gang med at forbedre. Det er især bunkers, der står overfor en renovering, da de ifølge Peter Agerboe er i en ’dårlig forfatning, især når de er fugtige’. Når man alligevel er i gang med bunkers, har man fået udarbejdet en plan, hvor nogle bunkers nedlægges og erstattes af run-off områder, som det er så populært i dag. Det har også den fordel, at det gør banen mere vedligeholdelsesvenlig.

Smuk udsigt og mange bakker

Og apropos vedligeholdelse, så fremstod banen i aldeles glimrende stand trods flere ugers hedebølge og derfor naturligt tørre pletter. Greens var jævne og om end ikke lynhurtige, så dog ganske hurtige.
Midt i september indleder man, hvis vejret tillader det, en omfattende ’luftning’ af banens greens, og det betyder ifølge Peter Agerboe, at greens ikke vil have ’normal standard’ resten af sæsonen. Det er en nødvendig vedligeholdelse, og det er det bedste tidspunkt i forhold til medlemmernes aktivitetsniveau på banen. For eventuelle greenfee-spillere, der skulle få lyst til at besøge den charmerende bane er det en servicemeddelelse. Så besøg den inden midten af september eller læg den ind i planerne til foråret.
For Aarhus Golf Club er så afgjort et besøg værd.

Banen kan strække sig ud til lige godt 6.000 meter, men der er hele fem sæt teesteder at vælge imellem. Det er lidt pudsigt, at man i Aarhus har valgt at kombinere den relativ nye tendens med at angive tees med længder – altså ’tee 60’, ’tee 54’ osv. – men samtidig har bevaret farvekoderne, ’gul’, ’rød’ osv. De bagerste tees er ’60’, skrevet med sort, ’58’ er skrevet med hvid, ’54’ med gul, ’50’ med blå og ’48’ med rød. Om det så har nogen betydning for den psykologiske effekt ved ikke at spille fra herre- eller dametee, skal være usagt. Jeg spillede banen fra ’58/hvid’, hvor jeg til min egen overraskelse fik tildelt 1 slag mindre end på min hjemmebane fra ’56’, så ud fra en rating betragtning anses Aarhus Golf Club altså som en relativt ’nem’ bane. Det synes jeg nu nok kan diskuteres.

Der er fire par5 huller, indenfor de første 10 huller på banen. Er man i position fra tee, vil flere af dem kunne nås i to slag for den over gennemsnittet langt slående, mens man som jeg forholdsvist ubesværet kan nå dem i tre slag. Alle fire har handicapnøgle under 8, så jeg havde slag på dem alle og jeg kan sagtens finde par4 huller – og et enkelt par3 hul – på banen, hvor jeg hellere ville have haft et slag at gøre godt med.
4. hul er i særklasse banens sværeste hul, og også Aarhus-banens bedst kendte. Et langt par4, med både sø, træer og out of bounds i spil. Spillet med lidt omtanke er det en let 2-pointer, men er man grådig risikerer man at blive straffet.

Banens 7. hul er et kort par4, og som sådan ikke en af banens største udfordringer, men udsigten fra green er til gengæld værd at dvæle lidt over. Det er vanvittigt smukt. Og når man tænker på, at man på vejen til banen kører igennem et tæt befolket boligkvarter, så er det fascinerende at udsigten fra dette hul er nærmest helt uspoleret natur.
Der er fine par3-huller, blandt andet 9. og 13. hul, og så er teestedet på 15. hul blevet flyttet tilbage til sin oprindelige position, hvilket bringer vandet i højre mere i spil.
Indgangen til 14. green er beskyttet af to søer og en tværgående rende, der gør approchslaget til et af rundens mest udfordrende, og golfspillerens fysik bliver grundigt tryktestet mod slutningen, hvor man på både 16. og 17. skal forcere stejle bakker. Her er drivet udfordrende, for når man ikke op over bakkerne, så er andetslaget blindt fra et meget skråt leje.

Man bør ikke snyde sig selv for en frokost – eller middag – i golfklubbens restaurant Unico, der opererer med bordbestilling om aftenen. Her har man et særdeles ambitiøst menukort og et prisniveau, der er en god bid højere end gennemsnittet for golfklubrestauranter. Men gode råvarer og solid tilberedning berettiger prisniveauet.

Aarhus Golf Club
Ny Moesgårdvej 50, 8270 Højbjerg. Tlf. 8627 63 22. www.aarhusgolf.dk. aarhusgolf@mail.dk.
18 hulller, par72. Længde fra 6.014 m. til 4.808 m. (5 teesteder).
Greenfee: 400 kr. (hverdage), 500 kr. (weekend/helligdage). Medlem af Østjysk Golfring.
Medlemskab: 7.600 kr. med indskud (5.000 kr.)/ 8.700 kr. uden indskud. Mulighed familiemedlemskab, dobbelt medlemskab, ungdoms- og studiemedlemskab m.m.

Forrige artikelGolfur: Luksusur med mange muligheder
Næste artikelGolfskud i Give
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.