Revymanden Leif Maibom har for alvor fået tid til golf efter at være gået ’på pension’, og har skønne minder fra Mallorca og Madeira.

I 37 år var Leif Maibom synonym med Sønderborg Sommerrevy, som han arbejdede op til at være landets tredjestørste revy. For et par år siden overlod han revyen til yngre kræfter, og det gav den aktive sønderjyde tid til at spille mere golf.
Han har faktisk været medlem af Sønderborg Golfklub i mere end 10 år, men de første syv år spillede han bare få gange årligt. Nu er han på banen et par gange om ugen, og ikke mindst torsdagsmorgenrunden med de andre veteraner nyder han.
Der er dog fortsat bud efter den sjove revyskuespiller, der oprindeligt var skolelærer, men blev Sønderborgs revykonge. Han skriver tekster til de fleste af landets revyer, og optræder stadig ofte med sin Thorleif-figur, der nærmest har fået kultstatus.

Min første golfrejse var til…
– Det var til Mallorca, og det var faktisk ikke en golfrejse, for vi var fire par her fra Sønderborg, der var nede og bo i det ene pars dejlige hus på øen. Tre af os mænd spillede golf, og så fandt vi ud af at vi skulle spille en runde på banen i Andratx. Da vi ikke have udstyr med, så måtte vi låne, og naboen var sejlsportsmanden Jesper Bank og så ham lånte vi udstyr af. Jeg spillede med hans kones køller og det gik helt forfærdeligt, men det var sjovt og en spændende oplevelse at se sådan en golfbane.

Min bedste hoteloplevelse var…

– Det var også på en golftur, hvor vi var to par, der var taget på ferie på Madeira. Vi boede på et fantastisk sted i Funchal; en tidligere fornem privatbolig, der var indrettet som hotel med den mest vidunderlige have. Det var mig, der havde bestilt og det var helt vanvittigt dyrt, men også vidunderligt. Min kone Johnna og jeg har ofte talt om, at vi gerne vil derned igen.

Nedsmeltning i Holstebro
Den skøreste golfoplevelse, jeg har haft var…
– Det må være da jeg for et par år siden var inviteret til Volvo Match på Skovbanen i Holstebro. Altså jeg er ikke nogen særligt god golfspiller, og slår ikke så langt, og den dag var så en af de dårligste dage jeg nogensinde har haft på en golfbane, og jeg blev nødt til at gå rundt og slå alle mine slag med en hybrid-kølle for det var den eneste jeg bare nogle gange kunne ramme med. Det var lidt pinligt, faktisk. Jeg var inviteret med af min lokale Volvo-forhandler, som jeg tilmed selv havde presset lidt for at give mig en invitation.

Mit første møde med golf var…

– Jeg spillede i flere år med i sensommerrevyen på Menstrup Kro, og lige ved siden af Menstrup ligger Næstved Golfklub, som er en dejlig bane og har en meget fin par3-bane. En af musikerne spillede golf, og han lokkede os alle sammen med ud og prøve det. Vores kapelmester, Thomas Pakula, og jeg blev helt bidt af det, og det gjorde Sønderborg Revyens nye direktør, Jeanne Boel, faktisk også, men det var kun Thomas og jeg, der rigtig kom i gang, De første år var det bare på par3-banen i Næstved, men så tog jeg Pakula med på et ugekursus på Brundtlandbanen, hvor vi for alvor kom i gang. Han er blevet meget bedre end mig, men han er jo også musiker – de har masser af tid.

Min yndlingsbane er…
– For at være helt ærlig, så har jeg ikke spillet så mange forskellige baner, så min yndlingsbane er min hjemmebane i Sønderborg, som er meget smuk og med en fantastisk udsigt. Her holder jeg meget af at spille og at være medlem.

Her drømmer jeg om engang at komme til at spille golf…
– Det er nærliggende at nævne et sted i udlandet, men jeg behøver ikke at rejse langt væk. Jeg har en gang spist i restauranten på Great Northern i Kerteminde, og hvis banens standard kan leve op til madens, så vil det være en stor oplevelse. Så jeg vil meget gerne spille Great Northern, men den er vist meget dyr, så det skal være når min gode revykollega, Mads Nørby, inviterer. Det er nemlig hans hjemmebane.

Forrige artikelWittsjö’s idylliske bane byder på skov og søer
Næste artikelTorsdagsoversigt med flere fine danske præstationer
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.