Hjørring Golfklub har fremgang på medlemsfronten og tilbyder hele 36 huller i smuk nordjysk natur.

Kontinuitet er nøgleordet når man skal beskrive Hjørring Golfklub. Siden klubben blev stiftet tilbage i 1985 har man blot haft fire formænd, tre greenkeepere og en pro. De har så til gengæld kontinuerligt udviklet klubben fra at medlemmerne oprindeligt spillede på banerne i Hvide Klit og Brønderslev indtil deres egne første ni huller stod klar til brug i 1988, og frem til i dag, hvor klubben råder over tre ni-hullers sløjfer, yderligere en ni-hullers bane, et stort funktionelt klubhus med flere fløje og fine træningsfaciliteter.
Klubben har et meget lokalt medlemskab. Langt størsteparten af de nuværende omkring 1.100 medlemmer kommer fra Hjørring by og kommune, hvilket nok ikke er så overraskende i det Nordjylland jo nærmest er plastret til med golfklubber. Der er ingen grund til at ’rejse’ langt for et golfmedlemskab på de kanter.

– Vi er på en måde også heldige, at Hjørring by vokser ud til banen, fortæller klubbens pro siden starten, Alvah Routledge. – Da golfbanen blev anlagt lå den ’udenfor byen’, men i dag går byen helt ud til klubben, og på vores Syd-sløjfe ligger der boliger helt op til banen.
Det giver gode muligheder for at rekruttere nye medlemmer, og især for børn og unge er klubben let at komme til uden at de skal krydse store, trafikerede veje. Det har man gennem årene nydt godt af, og Hjørring Golfklub har udviklet en del store talenter og landsholdsspillere.

Alligevel er medlemsskaren også i Hjørring til ’den modne side’, men Alvah Routledge skønner, at man med tiltag overfor især de 18-25-årige indenfor de senere sæsoner har fået presset klubbens gennemsnitsalder ned på omkring de 53 år.
– Ligesom mange andre steder var 2020 et godt år for Hjørring Golfklub. Vi fik tilgang af 140 nye medlemmer, og tendensen er fortsat. Ved at få en del yngre mennesker ind i golfsporten er vi med til at sikre fremtiden. De kommer til at være golfspillere i rigtigt mange år, og det vil gavne ikke alene Hjørring Golfklub, men også andre klubber, siger træneren.

36 huller
Det var Erik Schnack, der havde ansvaret for de første ni huller i Hjørring, som siden blev udvidet til 18, mens Michael Traasdahl Møller tegnede udvidelserne i 2002. De oprindelige ni huller er i dag Nord-sløjfen, der udgør klubbens ’turneringsbane’ sammen med Øst-sløjfen. Desuden indgår fem af Schnacks oprindelige huller i dag i Øst-sløjfen, fire i Syd-sløjfen, og Møllers nye huller er i dag hullerne 2-5 på Øst-sløjfen og 2-6 på Syd-sløjfen. Desuden er Vest-sløjfen en ’forvokset’ par3-bane, der også har to par4 huller, designet af Traasdahl Møller.
Alle tre sløjfer indgår i den daglige turnus, således, at man spiller følgende banekombinationer: Nord-Syd, Syd-Øst og Øst-Nord. Starttiderne på de enkelte sløjfer er matchet så man ret ubesværet kan flette ind og systemet fungerer ganske upåklageligt. Øst er den korteste og mest kuperede sløjfe, bare 2.557 meter gul tee. Det er også den teknisk vanskeligste. Nord er næsten 500 meter længere, knapt så kuperet, men bestemt ikke ’flad’, og Syd er med 2.865 meter fra gul tee lidt længere end Øst, men fladere og umiddelbart den mindst udfordrende af tre sløjfer. Der er lavet backtees på Øst og Nord, som tilsammen måler lige omkring de 6.000 meter, ikke langt for de bedste spillere, men alligevel en udfordrende test, da den fremherskende vestenvind og den til tider stride og tykke rough hurtigt kan give problemer. Vi oplevede da også, at banen spiller ganske lang, og det endda selvom vi oplevede Hjørring-banen i den ’forkerte’ vind, som for en sjælden gangs skyld kom fra Øst.

Generelt var banen i god stand, men greens var næsten absurd langsomme på Øst-sløjfen, mens de løb lidt hurtigere på Nord. Årsagen kan være, at der tre dage efter vores besøg skulle spilles divisionsgolf, og med meget tørt og varmt vejr i vente, har man formentlig frygtet at ’brænde greens af’ for tidligt.
Ifølge Alvah Routledge har klubben de senere år fået lidt flere midler til pleje af banen, for det har tidligere været en udfordring, og selvom de ’nye’ huller har 18 år på bagen, så er der stadig en vis forskel på de originale og de nye greens, både når det kommer til fasthed og hastighed. Det er et lille ekstra krydderi på runden.

Spiller man turneringsbanen, starter det med et tricky par3-hul, hvor man skal slå over en sø til en højtliggende green, derfra spiller man ud i anlægget på de ’nye’ huller, der kræver en del præcision fra tee. På 6. hul skal man undgå flere vandløb, og bør nok lade driveren blive i bag’en. 7. hul er et langt par5, hvor udslaget er blindt, men der gemmer sig ingen overraskelser. Også 9. hul er et par5, hvor en dal foran green samler mange bolde.

Nord-sløjfen indledes med en bred fairway, men et smalt approach til green, og efterfølgende et langt par5, hvor især området omkring green er spændende – og smukt. Nord3 er banens klart bedste par3-hul, hvor nøgle 18 synes at være helt malplaceret. 9. hul på Nord, som så er turneringsbanens afslutningshul er et fint par4, hvor et strafområde i højre og kort af green nemt kan volde vanskeligheder.
Syd-banen indledes med et kort, men meget kønt og godt par5, også 4. hul er et interessant par5, der knækker skarpt til venstre og giver mulighed for at satse hårdt fra tee med belønning eller benhård straf til følge. 7. hul er et udfordrende par4, hvor teeslaget skal krydse et strafområde.

Klubhuset er indrettet i en gammel gård, med gode faciliteter og en dejlig café. I klubbens bedste tradition havde man samme restauratør i 17 år frem til 2017, hvor det nuværende restauratørpar tog over med god mad, blandt andet godt smørrebrød eller lidt mindre snitter, og dagens ret, der skifter dagligt.

Hjørring Golfklub
27-hullers bane. Nord: 3.174-2.684 m., par 36, Øst: 2.813-2.135 m., par 35. (fire teesteder). Syd: 2.865-2.408, par 36. Vest: 9 huller: 1.638-1.374 m., par31.

Greenfee: 400 kr. alle dage. Mulighed for leje af buggy. Vest: 150 kr. (muligt at spille uden DGU.kort).

Golf Caféen er åben alle ugens dage, dag og aften.

Signaturhuller: N3, par3, smukt og krævende par3, der normalt spiller ind i vinden.og S1, par5, kort og relativt nemt par5.

Forrige artikelFørste spadestik sætter gang i nybyggeri hos Royal Oak
Næste artikelKlimavenlige tees
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.