Golfbanen ved Rønne er hyggelig og særpræget. Man bør ikke snyde sig selv for et besøg her.

Engang havde Bornholms Golf Klub i Rønne omkring 700 medlemmer, men i dag ser det anderledes ud. Der er kun lige under 400 medlemmer, og ’vi skal helst ikke være færre’, siger Bjarne Hansen, der er klubbens forretningsfører.

Konkurrencen fra andre sportsgrene udfordrer øens ældste golfklub, men man holder lige skindet på næsen og arbejder i hærdigt på nye medlemsmodeller, der skal bidrage til både at tiltrække og fastholde medlemmer. Senest har man udvidet klubbens lille ni hullers bane til godt 1700 meter, så man har et reelt Pay & Play alternativ. Den ’nye’ bane indvies officielt sidst i august, men er i brug.
”Vi kom ud af 2018 med et lille underskud, på grund af udvidelsen af ni hullers banen, men forsøger at tilpasse økonomien med de gældende vilkår. Det er vigtigt for klublivet, at vi har en velfungerende café, så den overtog vi selv for fire år siden, og selvom den også giver et lille underskud er den et så vigtigt aktiv for klubben, at medlemmerne accepterer det,” siger Bjarne Hansen.

Det var Frederik Dreyer som i sin tid i midten af 1970’erne udlagde banen i det smukke landskab i Robbedale, fire kilometer udenfor Rønne på øens sydkyst. Klubben var blevet stiftet tilbage i 1972, men det var ingen let opgave at finde midlerne til at anlægge en golfbane. Derfor gik der fem år, før man omsider kunne indvie de første ni huller i 1977. Først otte år senere, var der skaffet midler til at yderligere fire huller kunne anlægges så klubben nu rådede over en 13 hullers bane, og i 1986 var det en festdag, da man omsider kunne sige at man havde en ’rigtig’ golfbane med 18 huller.

Banen er ganske kort – par er blot 68 og måler beskedne 4792 meter fra gul tee – og der er seks par3 huller og 10 par4 huller og blot to par5 huller. De er i begge tilfælde overordentligt udfordrende, i hvert fald hvis man spiller banen uden at have det store kendskab til den. For nok er det en kort bane, men man bør tilgå den med en vis respekt, og spille den med omtanke. Golf er et spil, hvor tålmodighed belønnes, og det er særligt gældende på den lille bane i Robbedale, hvor man nemt kommer i uføre hvis man er for aggressiv. Med seks par3 huller og ikke færre end otte par4 huller på under 320 meter (fra gul tee) siger det næsten sig selv, at jern og wedge-spillet er afgørende for en god score.

Smukt og særpræget
Det næste er så putteren. Den skal også helst fungere, og greens er gode. Da vi besøgte banen i slutningen af juni 2019, var de smukke og jævne, og ikke helt så hurtige som de så ud. De fleste greens er ret små, ikke specielt kuperede, men med små forræderiske fald, som man lige skal vænne sig til. Det blev til 17 2-putts og blot et enkelt 1-putt for undertegnede, så nogen birdiefest blev det ikke, selvom mange af hullerne faktisk er ganske gode birdiemuligheder, også selvom man ikke hører til de langtslående.
Banens bedste hul er uden sammenligning 8. hul, som også er banens længste par3. Det måler 172/158 meter og lige foran green ligger et strafområde til at fange slag, der er for korte. Bolden skal flyves hhv. 155/133 meter for at nå over, og på dagen spillede det tilmed ind i en ret frisk vind. Hullet er ikke alene svært, det er også et af banens smukkeste.

Smukt er der også mange andre steder. 16. hul, der spilles ned i en slugt med et markant træ midt i fairway, 12. hul, hvor der spilles ud af skoven og ned til en green beskyttet af to bunkers og en falsk front, der stopper bolden hurtigt, og det afsindigt svære 4. hul, hvor en dyb kløft i højre suger alt til sig, der er blot det mindste slicet fra tee, og hvor fairway bugter sig op og siden ned af bakke. 7. hul er et af de mere specielle. Hullet er blot 249 meter, men uhyre smalt. Man skal slå bolden godt 170 meter i luften for at komme fri af trægruppen i venstre og højt nok til at komme over hvis ikke man simpelthen skal være snorlige og træffe den ikke meget mere end 10 meter brede åbning mellem skovgrænsen og trægruppen.

Nogle steder er der langt mellem hullerne, men det er smukke vandreture, ofte gennem gammel skov, og der er fine skilte, der viser vej. Et naturligt hulforløb er her i hvert fald ikke tale om. 2. og 18. hul krydser således hinanden, men hullerne er anlagt som dikteret af naturen og det er enormt charmerende. Da vi besøgte banen fremstod den i fin stand, trods de få midler man har til rådighed.

Hyggeligt 19. hul
Inde i det lille klubhus har man små omklædningsrum og et lille sekretariat, og Cafe Teestedet, hvor kokken Jytte hersker. Hun kommer oprindeligt fra Vendsyssel men nu forkæler hun medlemmer og gæster med god mad. Alt brød er hjemmebagt, og når hun bager, så bruger hun det sidste øl, som fadølshanerne ikke kan suge ud af fustagerne. Pålægget til luksussmørrebrødet er hjemmelavet, for eksempel gode skiver flæskesteg, eller hvad med et stykke med æg og røget sild? Man er vel på Bornholm.

Når cafeen er lukket, er der høflig selvbetjening ved fadølshanerne, mod betaling med Mobilepay, og her hersker en fin selvjustits, for er der ’underskud i kassen’, så lukker Jytte for ’det kolde øl’. Det er et sprog medlemmerne forstår, og det seneste år har der ikke manglet en krone i kassen.
Er sekretariatet lukket betjenes gæster og medlemmer af en Pro Box 24 terminal, som da vi besøgte banen levede helt sit eget anarkistiske liv, og periodisk hverken ville udskrive scorekort eller modtage DGU-kortet. Da terminalen også skal benyttes til at udskrive værdikuponer, hvis gæsterne ikke har kontanter eller Mobilepay – cafeen har nemlig ikke Dankort-terminal – gav det lidt ekstra sved på panden hos både gæster fra Norge og Sjælland og hos de søde damer i cafeen.

Mærkeligt nok eksisterer der ikke noget kommercielt samarbejde mellem de fire golfbaner på Bornholm, bortset fra afviklingen af forskellige turneringer. Et ’spil golf på Bornholm’-kort burde være muligt at samarbejde om. Under alle omstændigheder vil det være synd, hvis man snyder sig selv for at opleve denne lille, hyggelige og særprægende golfbane når man besøger Solskinsøen i Østersøen.

Fakta
Bornholms Golf Klub
Plantagevej 3B, 3700 Rønne. Tlf.: 3080 6833. bgk@bornholmsgolfklub.dk www.bornholmsgolfklub.dk.
18 huller, par 68. Længde: 4.792-4.172 meter (3 teesteder; gul, grøn – rød).
Greenfee: 350 kr. alle dage. Ugekort: 1.000 kr. 14-dageskort: 1.500 kr.

Faciliteter:
Proshop ÷, Café √, Pay & Play bane √, Udlejning af golfbil √, Omklædning/bad √, Overdækket driving range ÷.

Forrige artikelHatton og Kang fører på Bay Hill
Næste artikelWinther og Poke spiller for sejr i Qatar
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.