Golfseere over hele verden ser frem til denne uges Sentry Tournament of Champions i denne uge.
Mens vi venter til i morgen med at se på det felt, som coronaen har gjort meget forskelligt fra det normale, tager vi fat på den billedskønt beliggende Plantation Course, som der spilles på.
Den påstås at have gennemgået mange små justeringer, og de fleste vil seerne ikke lægge mærke til, men formentlig nok nyde deres konsekvenser.
Fx har det store slid på banen ført til, at der har været anvendt særlig hårdført græs af en type, som ikke tillader bolde at rulle, når de rammer fairway efter lange drives, også selv om det går ned ad bakke. Det skulle der nu være rådet bod på, så longhitterne har ekstra chancer, men også risici.
Der er nye teesteder og nye eller omplacerede bunkers. Den væsentligste nye er anlagt på femte hul par-5, der har været blandt de letteste i mange år. Man kunne slå til et ufarligt område i venstre og derfra over en slugt på green. Resultatet i 2019 var 59% birdies.
Efter mange overvejelser besluttede man at lægge en bunker midt i landingsområdet, men netop fordi den slags normalt ikke ligger midt på fairway, er den kun blevet en halv meter dyb, så man evt. alligevel kan nå green i to fra den. Nu afventer man så spændt, hvad den fører til.
På Gettys billede putter Patrick Cantlay på første dag med prøvespil, mens Xander Schauffele ser på.