Joachim B. Hansen er eneste dansker i China Open, PGA Tour uden Tiger.
Det hører til sjældenhederne, at der kun er én dansker i aktion på European Tour, men det er virkeligheden i denne uge, hvor Joachim B. Hansen er ene om at repræsentere de danske farver i Volvo China Open. Blandt de største favoritter er Haotong Li og Ashun Wu, der fører an i et hav af kinesiske spillere. Alexander Björk fra Sverige er forsvarende mester.
Volvo China Open kan følges på Viasat Golf/Viaplay forskudt fra kl. 6.30-8.30 og direkte fra 8.30-11.30.
Rory favorit
På PGA Tour gælder det Wells Fargo Championship fra Quail Hollow i North Carolina. Her har Rory McIlroy vundet to gange tidligere, og han er mange eksperters favorit. Desuden bliver det spændende at se om Justin Rose har genfundet formen efter at den tidligere verdensetter højst overraskende missede cuttet i Masters. Arrangørerne håbede til det sidste, at Tiger Woods ville spille for første gang siden Masters, men han er blevet hjemme.
GOLFTV sender live fra kl. 20 til midnat de to første dage, hvor man også kan se med på Eurosport 2, og fra 19-00.00 i weekenden, dog med featured groups allerede fra hhv. kl. 13 og 15.
Kan Nanna fortsætte?
På LPGA Tour skal Nanna Koerstz Madsen forsøge at følge op på sidste uges flotte præstation, hvor hun spillede i førerbolden både lørdag og søndag. Også Nicole Broch Larsen er med i Mediheal Championship fra Daly City i Californien. Turneingen kan følges på Viasat Golf/Viaplay fra midnat til kl. 3 om morgenen.
Endelig spiller Challenge Tour Challenge de Espana på Izki Golf, og her er der ikke færre end ni danskere til start, blandt dem Mark F. Haastrup, der var tæt på at vinde i sidste uge og en anden Højgaard-tvilling end i sidste uge, i det Rasmus er med i Spanien.