Steve Stricker skulle været taget i ed, og offentliggøres på et pressemøde i morgen, skriver sitet WisconsinGolf.com.
Det vil ikke være en overraskelse, hvis det er sandt, for Steve Stricker har længe været blandt favoritterne til det ikke altid lige sjove job som kaptajn for det amerikanske Ryder Cup-hold. Ikke mindst set i lyset af Phil Mickelsons fine comeback til både topform og som turneringsvinder, synes det naturligt hvis valget er faldet på Stricker. Og det faktum, at PGA of America har indkaldt til pressemøde i morgen kl. 9 lokal tid i Fiserv Forum i Milwaukee, Wisconsin, taler i høj grad også for Stricker.
Familiemenneske
51-årige Steve Stricker (han fylder faktisk 52 på lørdag) er vellidt af alle i amerikansk, professionel golf, hvor han har haft en lang og strålende karriere. De senere år har han noget atypisk valgt at spille et begrænset antal turneringer for at hellige sig sin familie, og når han spiller, så er det ofte med hustruen Nicki som caddie. Dermed er det vigtigste hverv som kaptajnens kone også i de bedste hænder hos en kvinde, der kender gamet bedre end de fleste andre.
Ryder Cup 2020 spilles på Whistling Straits i netop delstaten Wisconsin, så valget af en ’lokal helt’ som kaptajn skal nok blive godt modtaget. Steve Stricker har to gange været spiller på Ryder Cup-holdet, og har også fungeret som vice-kaptajn. Han vil desuden være den første amerikanske Ryder Cup-kaptajn, der ikke har en major-titel på sit CV.
Uden Rory
Om Rory McIlroy til den tid vil være en af de modstandere Steve Stricker og hans hold skal forholde sig til, er derimod ganske usikkert. Nordireren fortalte pressen forud for WGC-Mexico Championship, der starter torsdag, at han ikke længere er medlem af European Tour. De penge han kommer til at indspille i turneringen, vil således ikke tælle til Race to Dubai.
Rory McIlroy har ganske enkelt ikke fornyet sit medlemskab af European Tour. I efteråret vakte han opsigt ved at fortælle, at han ensidigt satser på PGA Tour i denne sæson, og derfor formentlig ikke ville opfylde European Tours krav til antallet af turneringer han deltager i. Men derfra og så til slet ikke at have fornyet sit medlemskab er der dog et stykke vej. Men åbenbart ikke for Rory.
Foto: Getty Images.