Det 88-årige medlem af Himmerland Golf Klub præsterede drømmerunden på en dag, hvor alt bare lykkedes.
Da 88-årige Eric Medas står klar til sit tredje slag lidt uden for green på 18. hul på Old Course i Himmerland, får han en melding fra sin markør:
– Du skal bare lave bogey, så slår du din alder med to slag.
Men på en dag, hvor alt lykkes, går det mere end fyrre meter lange putt selvfølgelig også i, og med den birdie kan Eric Medas underskrive en score på 84 slag – og dermed har han slået sin egen alder med hele fire slag.
– Jeg kunne ikke lave noget forkert, alt gik i. Det er en runde, jeg aldrig glemmer, fortæller Eric Medas om den magiske runde, der blev sat sammen af 45 slag ud og blot 39 slag ind.
Han spiller typisk en gang om ugen – og går selvfølgelig rundt. Kun med hjælp fra en elektrisk trolley.
– Jeg begyndte for alvor at spille golf, da banen åbnede heroppe – omkring 1981. Har været medlem lige siden, fortæller Eric Medas med en accent, der afslører, at han ikke er indfødt himmerlænding. Han blev født i det daværende Britisk Guyana, flyttede som ung til England, hvor et møde med en dansk aupair-pige beseglede hans skæbne. I 1963 flyttede parret til Danmark, blev gift og har netop fejret 58 år bryllupsdag.
Da han var en ung mand i 60’erne, var handicappet etcifret, i dag spiller han fra 16-17 stykker. Og det der med at stå i timevis på rangen, er det slut med.
– For mange år siden var jeg meget fanatisk – og var meget på træningsbanen. Det gider jeg ikke mere – jeg varmer op med en spand bolde, fortæller Eric, der i stedet holder formen ved lige med daglige træninger med håndvægte i hjemmet i Aars.
– Men jeg kunne ikke undvære at spille golf. Hvis jeg går hjemme tre-fire uger uden golf i sæsonen, savner jeg det, fortæller Eric Medas, der også ivrigt følger golf på TV – for at finde inspiration. For man bliver jo aldrig for gammel til at lære noget nyt…