Det romantiske, men dog sprællevende, Faaborg har alt, og det kan man benytte fra Faaborg Byferie, der ligger lige i centrum.
Man kan alt i Faaborg. Man kan vandre ud i Svanninge Bakker eller besejre en af Danmarks længste bakker på cykel. Man kan dyrke kunsten på Faaborg Museum, hvor malergruppen Fynboerne er så rigt repræsenteret. Man kan gå på det nye øhavs-museum og lære alt om det smukke fynske øhav. Man kan nyde film eller andre kulturelle arrangementer i Helios-biografen. Man kan powershoppe eller tage en osetur i de indbydende butikker og om aftenen nyde vægterens sang, når han går i gaderne fra kl. 21. Man kan studere arkitektur i den gamle handelsby med de mange færgeforbindelser, der kan benyttes til ø-hop, eller man kan tage til Horne og opleve Fyns eneste rundkirke.
… og så kan man spille golf. Her er sekretæren Barbara gift med Brian Westphal, der ejer og driver Faaborg Byferie. Et appartementshotel lige ud mod byens torv med otte dobbelt-, to enkelt- og et familieværelse. Alt oser af hygge. Alle værelserne er forskellige i udformning og størrelse. Alle har bad, toilet og køkkenafdeling med køleskab, og til alle kan der hver dag leveres en morgenmadspakke med alt, hvad hjertet kan begære fra friskbagt brød over Nutella og syltetøj til æg og juice. Desuden er der et godt, gammeldags og indbydende møblement, og sengene er så lækre at sove i, at det ikke altid er lige let at komme ud af dem om morgenen.
Westphal har naturligvis en aftale med Faaborg GK om en pakke med to greenfees plus overnatning med morgenmad til 749 kr. pro persona, og den regner han med at have gældende hele året, selv om lidt vinterrabat kan komme på tale – men der spilles til sommergreens, når banen overhovedet kan åbnes for sne og frost.
En ny greenkeeper har fået sat banen bedre op end nogensinde og har i øvrigt klippet træer og krat til, så udsigten til Svanninge Bakker og Det Fynske Øhav er blevet endnu mere betagende. Desuden har banen flere uforglemmelige huller. Hul 3 skriver sig ikke mindst ind blandt klassiske danske par-3-huller med søer, træer, skråninger og en hældende green, så selv om det er kort, er det meget udfordrende.
Man kan også lade romantikken blomstre. På banens højeste punkt, 104 m over havets overflade, har man sågar haft et bryllup.
Der er ingen undskyldning for ikke at tilbringe mindst en ferie i Faaborg.