– Jeg er blevet ti år ældre på en halv time, konstaterer Smørums holdleder Bue Jacobsen, efter at Louise Markvardsen, Natacha Høst Husted og Marie-Louise Tommerup har vundet Europa Cup for mesterhold i i Balaton GK, Ungarn.
– Før de sidste ni huller var vi seks slag efter Lahinch fra Nordirland, men så startede Louise et sandt kommandoraid: Birdies på 12-13-14-16 og 18. En runde i -4.
– Også Natacha var på toppen og nåede til 17 i -2. De to sidste huller er bare meget svære, og da hun fik dobbeltbogey-bogey, anede vi ikke, hvor vi var henne.
Det vidste de heller ikke hjemme i Smørum, hvor man opdaterede live-scoringen hvert tiende sekund. Først kom Smørum i spidsen i +15 foran Lahinch +16. Derefter førte Lahinch i +16 foran Smørum +17, men de afsluttende huller var også svære for nordirerne, hvis to tællende spillere på runden lavede en birdie, en par, en bogey … og en dobbeltbogey.
I klubhuset kom en smilende arrangør forbi bordet, hvor danskerne bed negle.
– Ved I, hvordan det er gået?
Da de svarede benægtende, checkede han det lige en ekstra gang og fortalte så, at guldet var i hus: 1. Smørum +17. 2. Lahinch +18. 3. St. Leon Rot, Tyskland – 19.
Scorerne var præget af en åbningsdag med rædselsfuldt vejr fuldt af to dage med skøn sensommer. Louise Markvardsen sluttede som delt 2 i +9 (81-76-68). Natacha Høst Husted som 8 i +13 (82-74-73), og Marie-Louise Tommerup som delt 9 i +14 (81-72-77). Da to spillere tæller på hver runde, kom alle tre til at tælle i en runde. Fint og homogent.
Smørum vandt samme turnering i 2013, hvor Nanna Koerstz Madsen og Emily Pedersen var så suveræne, at de smadrede hele feltet med Charlotte Kring Lorentzen som tredje spiller.
Titlen er en ny understregning af det fornemme arbejde, der gøres i damegolfen i klubben, der kvalificerede sig til Europe Cup’en med sit syvende DM for damehold.