Europa dominerede lørdag formiddags foursomes gennem for-9, hvor det mindst tegnede til 3-1, men som i går spillede europæerne skidt på bag-9, og til slut skulle Esther Henseleit/ Charley Hull levere to helt fantastiske slag for at sætte en sikker birdie op på 18 og vinde 1-0 over Ally Ewing/ Jennifer Kupcho. Det betød, at formiddagens resultat blev 2-2, så Europa langt fra er ude af sagaen, men 4-8 er ikke en rar samlet stilling.
Emily Pedersen/ Carlota Ciganda kom stærkt fra start og havde mange chancer for at komme mere end de 2 up, som de vendte med, men efter 12. hul forsvandt sikkerheden hos det dansk/spanske par. De fik en chance for at komme foran igen på 16, men Ciganda missede fra kort afstand, og i stedet kom Nelly Korda – Allison Corpuz foran på 17.
Det skal siges, at på hul 14 slog Corpuz et af dagens dårligste slag, som imidlertid viste sig at slutte helt genialt og sætte en eagle op for Korda, men det bortforklarer ikke, at Pedersen/ Korda slet ikke skulle have været i tabsfare på det tidspunkt. Nederlaget på 1-0 var meget bittert.
Ganske usædvanligt sluttede fjerde match first med en sikker sejr til Anna Nordqvist/ Celine Boutier (billedet/ Getty) 4-3 over Lilia Vu/ Sarah Schmelzel. Derefter vandt Lexi Thompson/ Lauren Coughlin 4-3 over Maja Stark/ Georgia Hall.
Eftermiddagens fourballs, der er ved at starte, spilles i disse sammensætninger: Nordqvist/ Sagström – Alison Lee/ Megan Khang. Linn Grant/ Celine Boutier – Andrea Lee/ Rose Zhang. Ciganda/ Pedersen – Thompson/ Ewing samt Charley Hall/ Georgia Hall – Corpuz – Vu.
Nelly Korda sidder altså over, og lad os håbe på mindst 3-1 til Europa, så der bliver spænding i singlerne søndag.