Der er dømt blå bølge på Le Golf National, hvor Europa igen knuste amerikanerne og Rory genfandt magien

LE GOLF NATIONAL: Fire sejre i foursomes fredag – tre sejre i fourballs lørdag morgen!

Hvem kunne dog i sin vildeste fantasi have forestillet sig en så markant markant magtdemonstration fra Thomas Bjørns undertippede Team Europe mod det på papiret måske stærkeste amerikanske Ryder Cup nogensinde. Men det er præcis sådan det er gået.

Europa kom ud til morgenens matcher boblende af selvtillid, mens amerikanerne nærmest virkede rystede fra starten. Både Dustin Johnson og Rickie Fowler slog i vandet på første, og forærede hullet til Casey/Hatton.

Vigtigst af alt, så genfandt Rory McIlroy magien, der helt manglede fredag. Hans putter var igen brandvarm, og han lavede fire birdies på for9. Når han ikke kunne lave birdie, kunne Garcia. Kun én gang svigtede det rutinerede makkerpar kollektivt, så Koepka kunne vinde 9. hul med en fin birdie.

Dramatisk comeback

Ingen Ryder Cup uden spektakulært drama. McIlroy og Garcia var komfortabelt 4 up, da de tabte 14. hul til en birdie fra Koepka, derefter slog først Garcia og siden også McIlroy begge deres andetslag i vandet på 15. hul. Vanvittigt taget i betragtning, at konservativt spil og en par havde været tilstrækkeligt. Pludselig var der igen spænding i den match. Det blev ikke mindre dramatisk af at Finau vandt 16. med en birdie. Fra 4 up til 1 up på tre huller…. Det er aldrig sket, at et par er kommet tilbage efter at have været 4 down efter 13 huller, og det skete heller ikke her. Garcia sænkede at fantastisk putt bagkanten af 17. green for den afgørende birdie, som Koepka ikke kunne matche og så blev det en 2&1 sejr til Europa.

Paul Casey lavede fire birdies i træk på for9, så tog Hatton over med to i træk. Fowler holdt amerikanerne inde i matchen med tre birdies, men kunne ikke fortsætte, og Europa var 3 up ved turnen. Dustin Johnson kom ligesom i går først lidt sent i gang, lavede tre birdies på fem huller, men Casey tog 14. med endnu en birdie, og så var Europa igen 3 up. Det lignede en afgørelse på 15., men så holede Dustin Johnson et indspil for par, og forlængede matchen. Dog kun med et enkelt hul. 16. blev delt med pars, og Casey/Hatton vandt 3&2 og tog dermed Europas syvende sejr i træk!

Tre i træk

Molinari og Fleetwood fortsatte deres overbevisende sikre spil, der krydres med fantastiske putts netop når der er brug for det, og kom hurtigt to op mod Tiger Woods og en Patrick Reed, der lignede alt andet end sit tilnavn, Captain America, men spredte sine bolde over hele anlægget uden skyggen af de seneste Ryder Cups niveau, der gjorde ham til USA’s talisman. Tiger Woods leverede straks på bag9, og bragte deres match tilbage på All Square, så i modsætning til fredag eftermiddag var det ikke a walk in the park men det var nærmest en mod to for Woods, der ingen hjælp fik fra en aldeles håbløs Reed. Fleetwood og Molinari supplerede igen hinanden på højeste niveau. Tre birdies i træk fra Molinari, bragte igen Europa 3 up, den match sluttede på 15., da Tiger Woods kun kunne lave bogey efter at Reed igen havde fejlet fatalt. 4&3 til Europa til otte points i træk til Thomas Bjørns hold. Og tredje sejr i træk for Molinari/Fleetwood.

Ian Poulter bar en ikke helt driftssikker Jon Rahm igennem i starten. Lavede vitale birdies, fistpumpede, slog sig for brystet som en brunstig han-gorilla og skabte vild energi omkring sig. De var dog oppe imod Justin Thomas og Jordan Spieth, der ikke laver mange fejl, så det var tæt. Stillingen skiftede hele tiden; først var USA 1 up, så Europa, så USA igen. USA kom for første gang 2 up takket være birdie fra Thomas på 12., men så slog Rahm til med to vitale birdies, så USA var 1 up inden 16., her fik både Poulter og Thomas birdies, og da Thomas leverede endnu en birdie på 17, tog han og Spieth USA’s eneste point denne morgen 2&1. Europa fører 8 point mod 4.

Foursomes uden Olesen

Thorbjørn Olesen kommer ikke i spil lørdag. Eftermiddagsholdene er sat og det bliver igen uden Thorbjørn.

Rose/Stenson vs. Koepka/Johnson, Garcia/Noren vs. Watson/Simpson, Molinari/Fleetwood vs. Woods/DeChambeau og Poulter/McIlroy vs. Spieth/Thomas.

Oversiddere for Europa: Olesen, Casey, Hatton og Rahm. Oversiddere for USA: Reed, Mickelson, Fowler og Finau.

Nu tør vi næsten ikke spå mere, men det kunne faktisk godt ende med endnu et clean sheet til Europa, med Spieth/Thomas som den mest sandsynlige undtagelse. Det ser endog meget godt ud for Europa.

775219566AP00241_2018_Ryder Christian Petersen
USA’s kaptajn Jim Furyk har fået noget at tænke over. Foto: Getty Images.

 

 

 

Forrige artikelKan Europa holde forspringet?
Næste artikelSperone er Korsikas golfjuvel
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.