Søndag aften tegner til at blive nervepirrende, når Rory McIlroy igen skal kæmpe for at vinde Masters og opnå en career grand slam, altså sejr i samtlige fire majors, som tidligere kun er opnået af fem spillere.
På moving day viste han sig at være den mest populære spiller på Augusta National. Efter en forrygende start, hvor han som den første nogensinde spillede de seks første huller som 6×3 slag og i -5, bl.a. med eagle på 2, blev han fejret banen rundt, til han kom i mål med to skuffende pars på 17 og 18. Resultatet blev -6 for anden dag i træk, og i løbet af runden førte han en overgang med fem slag. Han leverede tryllerier her og der, men havde også midtvejs en lidt svagere periode, der gør, at man frygter for en gentagelse af sidste års US Open.
Som i aften dystede han dengang med Bryson Dechambeau og tabte pga. to korte, missede puts på de sidste huller (Gettys billede viser hans reaktion på 18). DeChambeau har sin egen fanskare, der er mere højlydt og minder en del om Arnie’s Army, Arnold Palmers meget larmende fans. Lørdag sluttede DeChambeau med tre birdies på de fire sidste huller, bl.a. med et helt utroligt holet 15 m putt på 18.
– Jeg har heldigvis en kort hukommelse, siger Rory McIlroy – paradoksalt nok, mens han husker tilbage til US Open. Dukker flere gamle sammenbrud op i hovedet igen på bag-9 søndag? Vi er mange, der ikke håber det, og man kan vel også unde DeChambeau en sejr mere, hvis det skal være – men det ville nu være dejligt, hvis McIlroy fik sin career grand slam.
Stillingen i toppen før sidste runde er: 1. McIlroy -12. 2. DeChambeau -10. 3. Corey Conners -8. 4. Patrick Reed og Ludvig Åberg -6. 6. Jason Day, Scottie Scheffler, Shane Lowry og Justin Rose -5.
Det skal gå mærkeligt til, hvis andre end de tre forreste kan komme i betragtning til sejren, men lad os nu give Reed og Åberg en lille chance. Scottie Scheffler virker meget ujævn i sit spil, og det gør de tre andre spillere i -6 også.
McIlroy og DeChambeau slår ud til det, der ligner en duel, kl. 20.30 dansk tid. Mon ikke mange danske golfelskere sidder parat til 4-5 timers solid underholdning?
Da har Rasmus Højgaard allerede været på banen i to timer sammen med Byeong Hun An. Danskeren åbnede moving day skidt med fire bogeys på de første syv huller. Resten af runden gik med pars og en enkelt birdie, og han ligger nu nr. 21 i -1. Viktor Hovland er nr. 14 i -3, så det var ingen skandinavisk lørdag.