Hotel Tannishus har ’alt’ for hele familien – fra minigolf over tennis, swimmingpool og ørneopvisninger til golf i Hjørring eller Sindal
Badehoteller er oppe i tiden, og intet mere end Hotel Tannishus ved Tversted Strand, der med en historie tilbage til 1896 har bevaret sit hyggelige præg på trods af flere udvidelser, så der i dag er 103 lejligheder, alle med tv og gratis wifi. Det kan være en tilflugt, hvis vejret ikke er til ophold på den terrasse eller balkon, som de alle har; eller til at ligge og slange sig i gryderne i klitterne ud mod Vesterhavet, der kun ligger 200 m væk. Stranden, som man også kan køre på i sin bil, er også en attraktion.
Bilen kan nu også bruges til turisme i hele landsdelen, fx til Skagen, der kun er en smuttur væk. Så tager man Sandormen ud på Grenen og står med ét ben i ben i Kattegat – et andet i Skagerrak og et tredje (nå ja, måske en arm!) i Nordsøen.
Også her er der andre muligheder, hvis vejret er vådt, fx et besøg i det gigantiske Oceanarium i Hirtshals, hvor man får ekstra ud af mødet med alle havets skabninger, fordi Nordsøen Forskerpark er tilknyttet.
Man behøver ikke at tage på længere udflugter for at have det som blommen i et æg. Man kan spille tennis eller minigolf, bade i Nordsøen eller, hvis dét er for køligt, i hotellets egen pool og bagefter tage en tur i sauna.
Restauranten er et kapitel for sig. Her hersker Åge Vinther, der benytter sæsonens råvarer til bl.a. buffet’er, der afspejler årstiderne. Om sommeren med fisk og skaldyr, mens der er vildtbuffet om efteråret.
Har man god tid, kan man tage en times tid i køen ved ishuset i Tversted, der er blandt Danmarks bedste, ikke mindst pga. den guf, der kommer øverst på vaflerne, når man er nået frem.
En af de største attraktioner er en nærliggende ørnepark, hvor der er forbløffende opvisninger med de imponerende fugle.
Mange aktiviteter
Golf spiller man primært i Hjørring og Sindal, som hotellet samarbejder med om meget attraktive golfophold, men landsdelen er i øvrigt fuld af fine golfbaner.
Er man musikinteresseret, kan man studere hotellets koncertkalender og måske få sit besøg til at falde sammen med optræden af en af sine favoritter: Søs Fenger, Lis Sørensen, Big Fat Snake, Henrik Strube eller diverse jazzorkestre.
Eller man kan foretrække at være på Tannishus, når der skal smages på vin, whisky, rom eller andre spændende drikke – og særlig romantisk vil det være, hvis man tager til Tannisbugten til Sankthans buffet med efterfølgende bål.
Skulle du foretrække lange ture i vinterlandskabet, er hotellet helårsåbent. Jamen, du skal bare gøre op med dig selv, hvad du helst vil have.