Godt, at vi ikke har slidt adjektiverne op ved at være for begejstret for for lidt, for så havde de ikke haft fuld vægt på denne lørdag, hvor Rasmus Højgaard (på Gettys billede på vej mod rekorden) stod for en unik bedrift i Cazoo Classic: Han forbedrede den banerekord for London GC, som Ross Fisher satte for 13 år siden med 63 slag, -9, til 62 slag, -10 efter en runde med ti birdies og otte pars.
Det sendte ham fra 25. pladsen frem som nr. 1, men ikke bare det: Da forholdene var langt fra lette, er han tre slag foran Calum Hill, Skotland og Jordan Smith, England, som han går i førerbold med søndag, og fire foran Richard Bland og Dale Whitnell, begge England.
Det pudsige var, at det så ud, som om det skulle blive hans tvillingbror Nicolais superdag, da han skød op i top-10 med -5 for de ti første huller. Så blev han overmandet af de sværere huller på bag-9 og fik kun -2 med i klubhuset, hvorved han er nr. 39 i -4.
Rasmus oplevede det samme fredag, men på moving day blev der intet tilbageslag. Han fortsatte med at præstere birdies med bl.a. to lange, holede putts på de afsluttende huller. Lige nu har man svært ved at forestille sig, at han ikke skulle vinde, men vi ved kun alt for godt, at tre slag kan være en spinkel føring, når det kommer til stykket, men himmel for en opvisning i dag.
Lucas Bjerregaard var skiftevis over og under par på sin runde, der sluttede i par, så han deler 25. pladsen med bl.a. Joachim B. Hansen, der kom rundt i -1.
TV-transmissionen på Viaplay/ Viasat Golf starter kl. 12.30.