Svenske Linn Grant (billedet/ Jesper Vinzents) er blot 22 år, men havde før Volvo Car Scandinavian Mixed på Hamstad GK allerede vundet to gange på LET i år. Søndag blev hun den første kvindelige vinder på GP World Tour, da hun gik en fejlfri sidste runde i -8 og i -24 sluttede ni(!) slag foran Henrik Stenson og skotten Marc Warren.
– Jeg så på et leaderboard ved hul 13, at jeg var otte slag foran, og det var dejligt at vide, at jeg bare kunne fortsætte med at spille mit spil, sagde hun efter at være blevet hyldet af et stort publikum.
Var det nu bare, fordi det teested, kvinderne slog ud fra, havde så stor en fordel frem for mændenes? Det er let at afvise. Den næstbedst placerede kvinde blev nr. 15 og følte næppe, at hun havde haft nogen fordel. Linn Grant spillede simpelthen drømmegolf og virkede, som om hun nød det i fuldt mål.
Den enlige dansker i finalerunderne, Niklas Nørgaard Møller, havde moral nok efter bogeys på 12 og 14 til at komme tilbage med birdies på 15 og 17, og -12 var nok til en delt tiendeplads. Han er så tæt på at havne helt oppe i toppen, at det snart må ske. Foreløbig rykkede han ind i top 100 på Order of Merit, hvor han nu er nr. 99.
I Emporda Challenge gik Oliver Hundebøll en solid slutrunde og rykkede tre placeringer frem til nr. 34 i -2. Liam Johnston, Skotland sejrede i -13 foran Todd Clements, England -11 og Jens Dantorp, Sverige -10.