Tre danskere er klar til de sidste to runder om de 25 kort til European Tour, og Benjamin Poke fortsætter bare med at imponere og imponere. I dag gik han Lakes Course på Lumine Golf Club i 67 slag (-4) og er dermed fortsat alene i spidsen for Q-school Final Stage i 16 under totalt. Han har endda hele tre slag ned til de nærmeste forfølgere. Man kan roligt sige, at Benji, som han kaldes, nu har kursen sat direkte mod European Tour!
Også brødrene Rasmus og Nicolai Højgaard er fortsat med i kampen om pladserne i Top25, og de kom lidt nærmere i dag. Rasmus gik Lakes Course i -3 (68). Nicolai, der også spillede Lakes, men startede fra 1. tee, havde fordel af at slutte af med to par5-huller ud af de sidste tre, men fik ikke fuldt ud udnyttet det. Han gik ligesom sin bror -3 og de avancerede til delt 39. plads i -6 samlet. Der er p.t. 29 spillere i -8 eller bedre, som lige nu ligger til at få kortet til European Tour 2020-sæsonen.
Nicolai Kristensen spillede sin chance på Hills Course, men en 69’er (-3) var ikke nok. Han rykkede 31 pladser frem til delt 106. Heller ikke Martin Leth Simonsen kom videre efter en runde i 73 (+1)/samlet par, og må tage en sæson mere på Challenge Tour.
75 spillere sluttede i -4 eller bedre og fortsætter til de to afgørende runder.
Foto: Getty Images