Tiger er fantastisk. Natten til mandag vandt han fra spids for 55. gang ud af 59 mulige, og sejren i Zozo Championship var han 82. på PGA Tour. Dermed tangerer 43-årige Woods Sam Sneads sejrsrekord, som har stået siden 1965, hvor den dengang 52-årige Snead vandt Greater Greenboro Open for ottende gang.
Dermed kan Tiger Woods skrive endnu et kapitel i golfhistorien hvis han vinder én gang mere, og sådan som han spillede i Japan er det svært at forestille sig, at det ikke kommer til at ske. Han var ganske enkelt fremragende.
Det hele startede noget rustent allerede mandag, da Tiger var hovedattraktionen i en tv-transmitteret Skins match mod Jason Day, Hideki Matsuyama og Rory McIlroy. Her viste Tiger ikke ligefrem sprudlende spil, og da selve turneringen begyndte torsdag så det næsten kun værre ud. Tiger indledte med tre bogeys og man tænkte, at han måske skulle have fortsat genoptræningen efter sin femte knæoperation et par uger endnu. Men så tog en vis herre ellers ved Tiger Woods. Ni birdies efter havde han noteret en runde i 64 slag og førte. Fredag regnede væk, men lørdag gentog Tiger kunststykket. 64 slag og førte med to. Søndag nåede han at spille 29 huller inden mørket sænkede sig over Chiba. 66 i tredje runde og 2 under par i fjerde. Han førte med tre slag, og lignede en mand med en mission.
Rekord i rekorden
Når Tiger Woods fører efter 54 huller, så vinder han. Det har han gjort helt forrygende 55 gang ud af 59 mulige. Også det er en fuldkommen vanvittig rekord, der ikke mindst siger noget om Tiger Woods’ mentale styrke.
Det bliver hurtigt glemt, at Hideki Matsuyama blev nummer to i -16, tre slag efter Woods, og at Rory McIlroy efter en svag start faktisk spillede sig op på en delt tredjeplads med Sungjae Im i -13. Zozo Championship vil for altid blive husket for at det var der, at Tiger Woods tangerede Sneads sejrsrekord. Hvilken turnering, der får fornøjelsen af at lægge bane til når han får sejrsrekorden alene, kan man kun gætte på. Torrey Pines, som er Tigers all-time yndlingsbane, kunne være et godt bud til januar. Men tænk, hvis det blev på Augusta National til april…..
Foto: Getty Images