Da Nanna Koerstz Madsen i søndagens finalerunde af ANA Inspiration på Dinah Shore Course i Mission Hills fik bogey på hul 10, lå hun i par for dagen og var forsvundet ud af top-20 på leaderboardet.

En eagle på 11. hul betød et fantastisk vendepunkt. De følgende huller gav birdie-birdie-par-birdie-birdie, og dermed skød hun frem på tredjepladsen og kunne vente på at se, hvor mange der ville passere hende, og hvor mange hun skulle dele med. Endda var hendes birdieputt på 18 tæt på at lykkes, så hun ville være blevet udelt nr. 3.

Da Shanshan Fengs sidste putt rullede hulkanten rundt uden at falde i, forblev Koerstz Madsen på tredjepladsen, som hun i -11 delte med Nelly Korda, Sei Yong Kim og Feng. På Race to the CME Globe stormer hun fremad fra nr, 62 til nr. 13, og en plads på det europæiske Solheim Cup-hold samt ved OL i Japan begynder at tegne sig. Desuden har hun med sin præmie på knap 1 mio kr allerede sikret sit LPGA-kort til 2022 og skal med i de kommende majors. Jackpot til hende og hendes kæreste Nicki, der er flyttet til Florida i håb om netop denne udvikling. Til lykke!

Tredjepladsen tangerer det hidtil bedste resultat i en major af en dansk kvinde. Iben Tinning blev delt nr. 3 i Womens’ British Open 2001, og hun kunne som kommentator på V Sport følge og heppe på Nanna Koerstz Madsen

Nicole Broch Larsen sluttede som nr. 63 i +3 efter +1 i sidste runde.

I toppen blev Patty Tavatanakits triumftog knap så let, som det tegnede før runden. Det skyldtes en utrolig runde af den tidligere verdensetter og vinder af turneringen, Lydia Ko, der vendte i -7 efter at være startet birdie-eagle, og som fortsatte med birdies på 10 og 11.

Så vendte marginalerne, og den mulige 59er forsvandt i horisonten. En enkelt birdie mere blev det til, så hun kom i klubhuset i -10, samlet -16, på en sikker andenplads efter at have vist fornem golf. Så fin, at Thomas Bjørn twittede, at hvis man ikke allerede havde gjort det, skulle man tænde for sit tv og se Lydia Ko’s ubegribeligt flotte spil.

ANA Inspiration - Round Three Michael Owens
Patty Tavatanakit (Getty)

Det gjorde Tavatanakit også, da hun kom rundt bogeyfrit i -4 og samlet -18 efter at have ført turneringen gennem samtlige runder. En flot og moden præstation af en kun 21-årig thaipige, der ikke blot præsterede lækre slag, men også forstod at spille sig overbevisende ud af de forholdsvis få problemer, hun havde under vejs.

Tavatanakit er den blot anden rookie, der har vundet ANA Inspiration. Den første var Juli Inkster i 1984. Hun fører nu overvældende sikkert i kampen om at blive Rookie of the Year og ligger nr. 3 på Race to the CME Globe.

Spieth vandt efter mere end 3½ års sejrstørke

I Valero Texas Open var der før sidste runde lagt op til en finaleduel mellem Jordan Spieth og Matt Wallace, men det tredje hjul i førerbolden, Charley Hoffman, viste sig at være den, der udfordrede Spieth til det sidste.

Spieth viste sig at have genvundet sin selvtillid, lavede meget få fejl og ind imellem ustyrlige lækkerier, så han efter en slutrunde i -6 sejrede i -18, to slag foran Hoffman -16 med Wallace som nr. 3 i -14.

Sebastian Cappelen scorede ikke mindre end seks birdies, men gik alligevel kun i -1, da der på kortet også var såvel en dobbelt som en triple bogey. Hans samlede score i +1 placerede ham som nr. 59.

I FedEx Cup-stillingen springer han fra nr. 289 til 166 og kom altså det største stykke af vejen mod at kunne beholde sit PGA-kort.

Forrige artikelHistoriens mest intense golfhalvår
Næste artikelVi glæder os til igen at rejse!
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.