Der var danske skuffelser fredag, men glæderne var i stort overtal. Da Made in Esbjerg Challenge presented by Freja & TotalEnergies slutter lørdag, så lad os indlede med den så meget mere, som Nicolai Tinning (billedet/ Getty) har et oplagt skud på sejr.

Hans familie har spillet Esbjerg hver sommer, siden han var lille, og han har mange fine resultater fra banen, hvor han kender den vestjyske blæsts indflydelse. Det kan blive kuling lørdag, så det må give ham en ekstra chance, hvis han skal passere de to førende, Ewen Ferguson, Skotland og Felix Mory, Frankrig, begge -8, mens han selv ligger i -7 efter at have præsteret hele feltets bedste runde fredag, -4. Lørdag går han i førerbold, da feltet sendes ud i trebolde.

Af de øvrige danskere holdt kun Oliver Hundebøll par og ligger som 28 i par. Nicolai Kristensen er 34 i +1, Morten Ørum Madsen 40 i +2, Martin Leth Simonsen 51 i +3, Peter Launer Bæk 59 i +4, Emil Elkjær 65 i +5 og Marcus Helligkilde 67 i +6.

Bedst placerede dansker er i Trust Golf Women’s Scottish Open Emily Pedersen, hvis scorekort man skal se for at tro på det. Hun gik i -3 på trods af seks bogeys. Stik den!

Trust Golf Women's Scottish Open - Day Two David Cannon
Emily Pedersen i Trust Golf Women’s Open 2021

Hun fik fem birdies, to eagles, og så var der på denne mystiske dag fem pars. Selv konstaterer hun, at putteren ikke fúngerede tilfredsstillende, for de fleste bogeys var resultatet af treputts.

Kun Ariya Jutanugarn, Thailand ligger bedre i -9, mens Pedersen deler med Charley Hull, England og Atthaya Thitikul, Thailand i -6.

Nanna Koerstz Madsen havde svært ved at følge sin fornemme første dag op og lå i +3 for dagen, til hun stod for en smuk eagle på 15, så hun kun rykkede tilbage som nr. 13 i -3.

Nicole Broch Larsen slap et slag fra cutgrænsen +1, da hun fik birdie på 15, men så ramlede det hele med tre bogeys til slut, så hun sluttede som nr. 85 i +4.

I Cazoo Classic er der så stor forskel på den lettere for-9 og den sværere bag-9, at det gennem det meste af fredagen var svært at gennemskue, hvem der skulle klare cuttet, eller hvem der ville slutte i toppen.

Lucas Bjerregaard lå i +3 efter bag-9, men kom stærkt igen og sluttede i -1, så han nu ligger som delt 8 i -6. Joachim B. Hansen var blandt dem, der slap bedst fra bag-9, og han rykkede frem som nr. 15 i -5. Rasmus Højgaard var efter fire birdies i streg på 5-8 i -5, mens trods birdie på 18 ligger han nu i -4 som nr. 25. Hans tvillingebror Nicolai var efter bag-9 i +2 et stykke uden for cuttet, som til slut blev -1. Fire birdies på for-9 tog ham til nr. 46 i -2.

Uden for cuttet sluttede 69. Thorbjørn Olesen og Benjamin Poke par samt Jeff Winther +1.

Turneringen føres af englænderen Dale Whitnell og waliseren Rhys Enogh -10 foran Jordan Smith, England og Calum Hill, Skotland -9.

Forrige artikelSOMMEREN 2021 ER HELT TIL GRIN…
Næste artikelFantastisk banerekord sender Rasmus Højgaard til tops i London
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.